Mos i lange baner...

Elin blev otte måneder i går! Jeg synes nærmest det er flere år siden, at hun var så lille, at hun bare lå stille og sov i liften på sofabordet. Nu tumler hun rundt på gulvet og sidder i sin egen stol ved bordet, når vi spiser. Jeg kan slet ikke forstå, at hun om et halvt års tid kan gå på sine små, buttede ben!

Hun er nu så stor, at hun kan begynde at spise menneske-mad, og ikke længere bare modermælk og tynd hirsegrød. Hun får grov grød, frugtmos, grøntsagsmos, ris, fisk og kød. I starten blev alting blendet til ukendelighed, men nu moser vi det kun med en gaffel og gør det hele tiden mere groft, så hun kan lære at spise ”rigtig” mad. Jeg synes ikke, at vi laver andet end at stå i køkkenet og lave mad til Elin; der skal altså noget til for at hamle op med den konstant voksende krop! Hvis du kender mig ret, vil du vide, at jeg er en person, som elsker planer og lister. Og lille Elin er nu intetanende blandet ind i dette! Jeg har nemlig erhvervet mig en bog, som giver forlag til dagsplaner for hver måned. Den nuværende plan ser således ud:

                               kl. 5/6:     ammes og sover videre

                               kl. 8:        havregrød

                               kl. 9.30:   frugtmos og derefter formiddagslur

                               kl. 12:      grøntsagsmos med fisk

                               kl. 13.30: ammes og derefter eftermiddagslur

                               kl. 15.30: grød og frisk frugt

                               kl. 18:      grøntsagsmos og kød

                               kl. 19.30: ammes og lægges til at sove

                               kl. 23:      ammes (sovende)

Denne plan afspejler, hvordan en baby på syv måneder burde spise og sove. At Elin så ikke vælger at følge planen helt, det er en anden ting. Min mor mener, at det er fordi hun ikke kan læse endnu. Men det burde hendes dansklærer-far da snart kunne gøre noget ved!

Det kan efterhånden være svært at planlægge at lave noget uden for hjemmet, da det skal passe med Elins rytme. Det kan godt være, at vi andre kan springe fx frokosten over. Men bliver klokken bare kvart over tolv, før Elins måltid bliver serveret, har du ikke mere lyst til at være sammen med hende end du har lyst til at møde en hund med rabies i en skov helt alene.

For at kunne følge med i indtaget af mad og ikke skulle stå ved gryderne før hvert måltid, bruger vi et par timer om ugen på at koge og mose frugt og grøntsager. Og baby-venlige frikadeller og kødsovs osv. Så hvis vi troede, at fryseren var beregnet til isterningerne til vores drinks og Hansen-is, så kan vi godt tro om igen.. Den er nu fyldt til randen med små frysebokse (som selvfølgelig er købt i dyre domme, så vi er sikre på, at de er uden phtalater og er mad- og fryseegnede). Det, jeg selvfølgelig ikke vil nævne er, at Elin faktisk bedre kan lide det mad, man kan købe på glas...

Elin i sit es! Den grønne kasse fyldes med legetøj og to sekunder efter er det spredt over gulvet

Elin kan nu spise en banan helt selv! Og uden at suge den ud gennem et net (indrømmet; det var faktisk temmelig ulækkert.) Hun deler den dog med bordet, stolen, gulvet og det meste af sit tøj.

Larm!

Larm kan vi vist godt alle blive enige om, at vi ikke bryder os om. F.eks, når naboen holder fest til klokken fem om morgenen. Eller når der er vejarbejde foran haven en dejlig sommerdag. Men efter at have fået en baby, som jo også skal sove om dagen, er begrebet ”larm” blevet et helt andet. Lyde, som jeg før Elin eksisterede slet ikke tænkte over, kan nu få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, mens jeg nervøst spejder ned i barnevognen/sengen.

Hjemme i lejligheden havde jeg en formiddag ENDELIG fået Elin til at sove. Og så ringer nogen på dørtelefonen. Og Elin vågner. Jeg bandede den stakkels avismand langt væk (uden for hans hørevidde, bevares). Jeg glemmer nu ikke længere, at slå dørtelefonen fra, når hun sover (hov, jeg havde faktisk glemt det nu... Ammehjerne?).

Hver onsdag får vi fejet og vasket trapper. Og det er jo dejligt. Hvis ikke det var fordi trappevaskene nærmest ”slår” kosten ind i siderne på trappen for hvert trin (du kender lyden, hvis du nogensinde har fejet/støvsuget trapper). Jeg kan simpelthen ikke sidde stille, når de kommer til trapperne ved vores etage, men tripper nervøst rundt i lejligheden, klør mig i håret og åbner døren på klem til soveværelset for at se, om Elin vågner af det.

Vi har fået en Nespresso-maskine! Det er helt fantastisk, for den ”latte” man kan lave på den, smager (næsten) lige så godt som på caféerne! Når man brygger kaffe, mens Elin er vågen laver den sjovt nok næsten ingen lyd. Men i det øjeblik hun falder i søvn og jeg vil tage mig en velfortjent kop kaffe, ja så larmer den jo nærmest som om de var ved at bore hele vores gård op. Og ja, det ER nødvendigt med den kop kaffe! (Hun er heldigvis ikke vågnet af det. Endnu...)

Vi går tur hver dag, og der er masser at se på her på Østerbro, når man er sådan en lille en som Elin. Hun synes det er meget spændende at se på mennesker, dyr og hvad der ellers befinder sig på gader og i butikker. Så hun er tit vågen, når vi er ude. Men barnevognen er nu også god at putte sig i, når man skal ha en lur. Og så er det, at de spændende lyde pludselig bliver til larm: man går i sine egne tanker ned ad Randersgade og pludselig runger kirkeklokkerne! Jeg bliver stiv som en statue og prøver at holde mig lidt for ørerne, selvom jeg godt er klar over, at mine ører ikke er Elins ører. Hvorfor, HVORFOR?, skal kirkeklokkerne ringe hver time? Hvem er det, der har gavn af det? Ingen, som har brug for at vide, hvad klokken er, går rundt uden ur eller mobiltelefon, men tænker i stedet: ”gad vide, hvad klokken er! Nå, jeg venter lige til kirkeklokkerne ringer”.

Børn. Larmer. Vi bor ud til en vej, hvorpå der ligger tre skoler. Dvs, at der næsten altid er børn, som har frikvarter eller lige har fået fri. Og afhængig af alderen er larmen forskellig. De små børn løber og råber til hinanden. De lidt større råber lidt højere, dribler med bolde (og cykler rundt på fortovet, så der ikke er plads til barnevognen) og de største råber temmelig højt (og står og ryger). Jeg går enten meget hurtigt forbi dem eller skynder mig over på den anden side af gaden. Jeg får lyst til at råbe, at de skal være stille. Men det ville Elin nok vågne af..

Én god ting ved det kolde vejr er, at den berygtede isbil er forsvundet (næsten) fra gaderne. Det er fint, at den ringer med klokken, så man kan høre, at den er der. Men – helt ærligt – behøver den at ringe når den er lige ved siden af barnevognen? Jeg mener, han kunne da lige vente et par meter!

Jeg forstår simpelthen ikke, at folk ikke tænker mere over det, når der kommer en barnevogn forbi. De burde gå stille og roligt og tale lavt, når de var inden for en radius af mindst fem meter. Og gå ud på vejen, så man kunne være på fortovet. Det er da det mindste man kan forlange! Folk kan da ikke selv have børn/søskende, når tillader sig at snakke højt midt på gaden midt om dagen.

Ved nærmere eftertanke ville der måske blive temmelig stille på Østerbro, eftersom der er mindst en barnevogn per fem kvadratmeter... Åh, hvilken luksus!

Elin har lært at klappe! Og nu gør hun det  hele tiden. Det er nu også meget rart med en applaus efter man f.eks. har lavet mad til hende eller sunget en sang.













Elin er gået i stå midt i kravle-træningen. Der kom en hjemmesko med snører i vejen.

Ammehjerne

Kaldes også post partum memory loss og er en betegnelse for hukommelsessvigt efter fødslen. Det kan også ses som famlen efter ord og manglende koncentration. Det skyldes bl.a. træthed og det høje niveau af hormonet oxytocin, som udskilles, når man ammer. Man tænker ikke på andet end om den lille nye verdensborger har det godt, og alt andet virker lige pludselig ikke så vigtigt. Det er selvfølgelig også en undskyldning, for alt det, man glemmer: ”Ej, det må du undskylde, det glemte jeg helt. Ammehjerne!”. Efterfulgt af et nervøst grin eller evt. en smiley. Jeg kan ikke selv sige mig fri for at være ramt af fænomenet. Det klinger heldigvis lidt af, jo ældre Elin bliver. Men en del mærkværdige ting har jeg nok gjort de sidste syv måneder. Jeg undskylder! Ammehjerne! Hahaha...

Er det ammehjerne, når man:

- sætter rester af mad i mikroovnen i stedet for i køleskabet?

- skriver 2840 som postnummer, når der skal bestilles tøj på nettet (og man ikke har boet i Holte i næsten et årti)?

- går ud i sine hjemmesko, og ikke opdager det, før man er nået hen til Netto (og så går derind alligevel)?

- sørger for at baby er ren og lækker, men kommer i tanker om, at man ikke selv har været i bad i tre dage (og kun fordi, der bliver hentydet lidt til, om ens tøj er vokset fast)?

- ser Go'morgen Danmark, først det direkte og så genudsendelsen og bare irriterer sig lidt over, at de altid sender det samme?

- skriver et langt blog-indlæg og så kommer til at trykke på et eller andet, så det hele bliver slettet? (Er stadig sur!)

 - finder ud af om aftenen, at alt man har fået at spise den dag er tre stykker chokolade og en muffin?

- ikke kan forstå, at bollerne slet ikke bliver bagt, og først efter en halv time opdager, at man har tændt for varmluften, men ikke har indstillet graderne?

- ser sig selv sidde at læse (og røre) i ”Rør og føl-bog om ord”, selvom barnet ligger og sover

 - hele dagen går og synes, at der lugter underligt i lejligheden, og først da man skal i seng opdager, at det er fordi man har mos/gylp på trøjen (og så tager den samme trøje på morgenen efter)?

- helt objektivt mener, at ens baby ligner prototypen på en baby og alle andre babyer ser (bare en lille smule) mærkelige ud?

- endelig, endelig, endelig har fået sit barn til at sove to timer i streg om dagen, og så faktisk glæder sig til, at det vågner, fordi man egentlig savner det lidt? Nej, vent, det er vist bare masochisme...

Elin er med mor på shopping, hun elsker det allerede!

















...og hun har også fået smag for mors penge...

På date!

Undskyld endnu en gang for den manglende aktivitet her på bloggen. Jeg sætter mig ofte for at skrive, og så kommer der noget (læs: nogen, nærmere betegnet Elin) i "vejen".

I tirsdags var det syv år siden, at Emil og jeg mødte hinanden. Det syntes vi var værd at fejre, så derfor aftalte vi, at vi skulle på en typisk date: ud at spise og i biografen. Mormoderen var heldigvis villig til at passe den lille (det er ligefør jeg tror hun nød aftenen mere end Emil og jeg). Da Elin ikke er blevet passet så mange timer før (cirka fire ville det blive) ville vi være lige i nærheden, hvis hun nu savnede os for meget. Vi havde lyst til en god burger, og der ligger heldigvis en Halifax ved Trianglen, og så ligger Park Bio også tæt på os. Eftersom det var en helt normal tirsdag mente vi ikke, at det ville være nødvendigt at bestille bord til maden. Men vi skulle blive klogere...

Min mor kom kl. 17, og Elin fik tidlig aftensmad. Emil og jeg tog det pæne tøj på og begav os så udenfor helt uden barn - det er en mærkelig følelse for mig at gå rundt uden barnevognen foran mig, det er lige før jeg snubler! Vi gik forbi en fra vores opgang, som kom med den sjove replik: "Har I glemt barnet?"

Og så var det, da vi nåede Østerbrogade, at sandheden ramte os, Hvorfor var der så mange mennesker på gaden? På en helt almindelig tirsdag! Jo længere vi nåede hen ad gangen og jo flere rød/hvide trøjer vi så, jo mere gik det op for os, at en helt almindelig tirsdag var det nok alligevel ikke. Nu er ingen af os de store fodboldfans, så derfor kan sådan noget som en landskamp sagtens gå vores næse forbi os (vi kunne dog godt huske at have hørt om den, men for at finde ud at, hvem vi skulle spille mod, måtte vi lige tjekke tv-programmet...). Og det var jo ikke engang den eneste grund til de mange mennesker; det var endda også efterårsferie! Indgangen til Halifax var propfyldt med mennesker, så det kunne vi godt skyde en hvid pil efter. Og det samme med alle andre restauranter i nærheden (bortset fra en italiensk, som godt nok havde plads, men som kun serverede en tre-retters (fodbold-)menu til den nette sum af 399 kr.). Så vi endte med at sidde på en café på Østerfælled Plads. Udenfor. Ikke ligefrem godt for min forkølelse. Vi skyndte os at spise vores burgers og gik derefter ind i biografen og få noget varmt at drikke. Og så købte vi lakridser og så film, og det var rigtig hyggeligt. Og vi snakkede faktisk om andet end Elin!

Som Emil siger, så er det bedste ved at være ude: at komme hjem igen. Normalt er jeg ikke enig, men lige den dag må jeg give mit samtykke. Da vi åbnede døren, sad Elin hos sin mormor og læste/spiste en bog, og så kiggede hun op, da hun hørte døren lukke. Og så fik vi det største smil, vi længe har set. Sådan et smil, der smelter hjertet og varmer helt fra tæerne til hårrødderne. Og som gør mig helt rørt, bare jeg sidder nu og skriver om det. Elin og mormor havde hygget sig, men hun ved alligevel godt, hvem der er mor og far.

Så på trods af en lidt kold fornøjelse/skuffelse over middagen, så blev det en god aften, som blev endnu bedre, da vi kom hjem.

Emil er i dag taget afsted på lejrskole og kommer hjem torsdag. Det bliver spændende, hvordan Elin reagerer, både på at han er væk, men også når han kommer hjem.

Kærlig hilsen Tine

Elin har fået en Tripp Trapp-stol af sin morbror Thomas og tante Alexandra, som hun kan sidde i nu og det gør det en del lettere at spise! 

Her spiser hun helt selv et stykke banan af en "dims", hvor man lægger frugten/grøntsagen i et net og låser, så hun ikke kan få noget galt i halsen, men kan sutte saften/mosen ud af nettet (jeg syntes det virkede var ret ulækkert inden jeg fødte, men det er altså smart!)

Elin er færdig med at spise sin havregrød og er gået over til disciplinen at slå i bordet, som hun mestrer til perfektion















Elin kan nu sidde selv! Det er dog endnu ikke særlig stabilt. Men der går nok ikke længe.

.



Elin har smidt sit legetøj på gulvet for femogtredivte gang og venter nu pænt på, at mor eller far samler det op. Igen. Hun ser meget artig ud, og det kan da ikke være med vilje, at legetøjet falder ned?

Situationsfornemmelse

Situationsfornemmelse er ikke noget babyer ejer. Eller også besidder de det faktisk i så udtalt grad, at de er i stand til at benytte det til deres fordel (hvilket vil sige til deres forældres "bagdel").

Elin er for det meste glad, sød, smilende og rolig, som sundhedsplejersken har sagt. Men hun er jo ikke nogen engel, og hun har også sine tidspunkter, hvor hun kræver opmærksomhed NU og ikke om at halvt sekund. Og disse tidpunkter vælger den lille frøken at placere meget strategisk. For eksempel kan moderen om morgenen få lov at tisse og børste tænder og rydde lidt op, mens hun bare ligger og pludrer og slår ud efter ting på aktivitetstæppet. Men lige så snart Elin lugter kaffen og den ristede bolle (hmm.. "lugter lunten" måske..), så stikker hun i et hyl. Og det er ikke sådan et, hvor man lige kan give hende sutten eller noget andet legetøj til at stoppe gråden med. Nej, det er sådan en "jeg er blevet forladt/dette tæppe prøver at dræbe mig"-gråd, og så er der ikke andet at gøre end at tage hende op og lege med hende, fodre hende eller tænde tv'et (det sidste er klart det mest spændende, uanset om der er tændt for Ramasjang eller DK4). Og på et eller andet tidspunkt er man så heldig, at det lille barn falder i søvn igen (nogle gange en del mod sin vilje). Og så kan moderen få lov at indtage sin ernæring, når den er godt afkølet. Præcis det samme nummer kan hun finde på at lave, når man vil indtage lidt frokost eller mor og far gerne vil spise aftensmad sammen. Eller når man skal i bad. Jeg ved ikke, om hun i virkeligheden foretækker mig som en beskidt, tændstikstynd mor. Det kan selvfølgelig også være en tilfældighed...

Jeg læste et sted, at man forbrænder 500 kcal ekstra dagligt, når man ammer. Og at det er derfor, at man taber sig, når man har født. Jeg tror dog, at det i virkeligheden intet har med amningen at gøre, men det faktum, at man ikke har tid til at spise. Det er egentlig ret simpel matematik: indtager man færre kalorier end man forbrænder, taber man sig. Og en liter vand, en liter kaffe (dog med mælk i) og en citronmuffin fra Emmery's er der ikke mange kalorier i. Især ikke, når det indtages, mens jeg går de obligatoriske ti kilometer rundt på Østerbro.

Det siges dog også, at man taber sig af forelskelse. Og man kan vist godt sige, at jeg er forelsket. Drønhamrende forelsket i en lille pige på næsten et halvt år. Når hun smiler og griner med åben mund og funklende øjne, så kan man ikke andet. Og så glemmer man alt andet. Også den manglende søvn og den tomme mave.

Kan man andet end at blive glad, når man ser dette smil?







Vi var ellers lige ved at sende hende til Langbortistan..

Zool. have

Elin har for første gang set vilde dyr på (næsten) tæt hold. Vi var den første efterårsdag en tur i zoologisk have med hendes farmor, farfar, farbror og tante. Vejret var lidt gråt og køligt, men det var egentlig meget fint, for så var der ikke så mange mennesker. Det regnede lidt en halv times tid, men så var det smart, at der var kage med hjemmefra, som vi kunne sidde og nyde under et halvtag, mens vi kiggede på zebraer, næsehorn og giraffer (de sidstnævnte var endda i gang med at (prøve at) parre sig - godt, at vi ikke skulle tage stilling til, om Elin måtte se det...).

Elin syntes, at det var så spændende, at hun faktisk ikke rigtig gad at ligge i barnevognen, så hun sad på armen det meste af tiden - dejligt at der var mange arme at sidde på, for hun er altså ikke noget nips længere, den lille dame!

Det er længe siden jeg har været i zoo., og sidste gang var det vist mest for at købe de flotte plakater med gamle reklamer for haven. Man ser pludselig dyrene på en lidt anden måde, når man er blevet mor. Måske er man på en eller anden måde kommet tættere på naturen? Nå, men i hvert fald stod jeg og studerede aberne (kan ikke huske, hvad de hedder, men dem der med de røde numser, som er udenfor på en slags klippevæg). Jeg plejer bare at grine lidt af de røde bagdele (hmm.. måske mere, da jeg var barn), men nu så jeg dem fra en anden side; der sad en abe-mor og ammede (hedder det det, når det er dyr?) sin unge, mens hun pillede i dens pels. Og det synes man jo umiddelbart er ulækkert, sådan at sidde og rode i en andens pels. Men så kom jeg til at tænke på, når Elin spiser hos mig. Vi er godt nok lidt mere civiliserede end aberne: vi sidder i en sofa og begge med tøj på. Vores "siddepuder" er samme farve, som resten af vores kroppe (Elin har dog en lidt rød numse ind imellem, men ikke nær i samme omfang som de kære aber). Nå, men ind imellem, når Elin ligger og spiser, så har jeg tid til at kigge rigtigt på hende. Og så er det, at jeg finder noget fnuller i øret, lakrids mellem fingrene, søvn i øjenkrogene osv. Og så fjerner jeg det da! Så da jeg så abemoderen sidde med ungen og "nette" den, kom jeg til at tænke på, at forholdet mellem en moder og hendes barn nok ikke er noget, vi mennesker har skabt. Det er helt naturligt! Tænk bare på de lidt mere vilde dyr, hvordan mødrene kan blive, hvis nogen skulle komme mellem hende og hendes afkom - der kan komme til at rulle hoveder! Uanset hvor egnet man er til at passe sit barn, vil man mene, at man er den bedste til det og vil gøre alt for at få lov til det (her tænker jeg specielt på De Unge Mødre, som ofte får tvangsfjernet børnene).

Meget interessant tanke, synes jeg. Og næste gang jeg er i zoo. og ser aberne eller andre dyr, der soignerer deres unger, vil jeg blinke til dem og tænke: "jeg ved præcis, hvordan du har det".

 Her er Elin i sin nye yndlingsstol. En lidt dyrere version end en høj stol...

Elin er nu fem måneder og en uge "gammel"!

Café-besøg

Jeg gik en del på café, da jeg var gået på barsel, men endnu ikke havde født (det vidner mine tidligere blog-indlæg måske også lidt om...). Jeg har en veninde på dagpenge og en del veninder på barsel, så vi havde masser af tid til at sippe kaffe rundt omkring i byen, og det var rigtig hyggeligt, uanset om babyerne lå i maven eller i barnevognen.

Efter Elin er kommet til verden er det dog blevet lidt småt med café-turene; det er bare lidt mere besværligt at sidde og slappe af, nyde en caffe latte og klare verdenssituationen, når man har sådan en lille størrelse med. Jeg er endnu ikke tryg ved at lade Elin ligge i barnevognen uden for caféen, mens jeg sidder indenfor (godt vejret er til at sidde ude i for tiden), i hvert fald ville jeg gå ud for at kigge til hende hvert femte minut, og det er der altså ikke meget afslapning i...

Der kan udspille sig forskellige scenarier på sådan en café-tur alt efter hvilket humør den lille frøken er i:

1) Det ideelle: Elin er hjemme hos far, mens mor går på café (man begynder altså at omtale sig selv i tredje person, når man får børn, det er vist et uundgåeligt faktum. Derudover begynder man at tale til sin kæreste gennem barnet: "nu giver far dig en ren ble" eller "se, hvem der kommer hjem nu").

2) Det perfekte humør: Elin sover under hele café-turen, enten i barnevognen, hvis vi sidder udenfor eller på sofaen ved siden af mig indenfor. Det kan dog ikke undgås, at jeg ofte kigger til hende alligevel, bare lige for at kontrollere, at hun har det godt nok (ja ja, bare sig det: jeg er en pylret mor).

3) Det gode humør: Elin sover lidt og er ellers vågen, men glad. Hun kan sidde hos andre, mens mor (ja, jeg altså) drikker kaffe eller spiser.

4) Det sure humør: Elin er vågen og vil kun sidde hos mig og evt. skal jeg gå lidt rundt for at hun er tilfreds. Evt. skal hun ammes, hvilket ikke er velset alle steder (og ikke det sjoveste i verden, uanset om det er tilladt på caféen eller ej...). Det kan godt lade sig gøre at drikke kaffe, når hun er i denne tilstand, men det er lidt svært at spise.

5) Det rasende humør: Elin er IKKE glad, vil ikke sidde hos andre, vil ikke sidde hos mor, vil ikke gå rundt! Café-besøg må afbrydes for at Elin kan komme hjem og lege (eller hvad det er hun vil). Dette har jeg heldigvis (endnu) ikke oplevet!

Nå, men selvom jeg ikke ses så ofte med mine veninder til kaffe for tiden, betyder det ikke, at jeg ikke kommer ud. Jeg har i stedet fået rullende mor/datter café-aftaler! Og det er da også rigtig hyggeligt! Når jeg alligevel er ude at gå nogle kilometer med barnevognen hver dag, så kan jeg nogle gange godt fristes af de caféer, bagere osv., vi kommer forbi (og det er ikke så få på Østerbro, skulle jeg hilse og sige). Så køber jeg lidt at drikke og evt. spise og sætter mig på en bænk og nyder det. Hvem af os der nyder det mest, ved jeg ikke: Elin, der ligger varmt og trygt i en rullende seng eller moderen, der får frisk luft og forfriskninger.

Her er et billede fra dagens tur:                                                                 

         

    Det er hårdt at være på barsel... I hvert fald for kontoen, når man bor tæt på ikke bare een, men TO Emmerys!

Babyer elsker... at svømme

Altså alle undtagen Elin. Dvs. hun syntes det var sjovt hele vejen derhen i toget (men da vidste hun selvfølgelig heller ikke, hvad hun skulle). Og hun syntes det var sjovt at se sin mor og mors veninde bade og tage badedragt på. Og det var også meget sjovt selv at få tøjet af og få de små, røde blebadebukser på. Men så stoppede morsomhederne også! Lige så snart den første, våde dråbe ramte den lille krop begyndte Elin at græde, og hun stoppede ikke før hun fik sit tøj på igen. Hmm.. Det kan godt blive lidt af en udfordring at tage i svømmehallen, hvis man ikke bryder sig om at blive våd. Vi håber dog på, at hun bare havde en dårlig dag, så vi vover at prøve lykken igen en anden dag.

En ting Elin dog godt kan lide er grød! Vi startede på det i mandags, da vi mente, at hun er klar (hun følger med store øjne, når vi spiser og drikker og rækker ud efter det - jeg ved ikke, hvor hun får det fra!). Indtil videre får hun "bare" en halv deciliter risgrød om morgenen. Det tager tid at vænne sig til noget nyt, specielt når man hele sit liv ikke har fået andet end modermælk. Så næste uge prøver vi at komme lidt frugtmos i grøden og ugen efter får hun måske lidt grøntsagsmos til aftensmad. Det er faktisk en større videnskab at starte på "overgangskost", som det hedder! Sundhedsplejersken fortalte, at vi kan læse "en lille pjece" om emnet. Den printede Emil ud, og den fylder 120 sider! Hvad gjorde man mon i gamle dage...

Her er Elin efter et måltid (klik på billedet for at se det større). Måske er grød også godt som ansigtsmaske? Jeg er lidt imponeret over, hvor meget en halv deciliter grød kan fylde; der er nok til, at Elin kan spise noget OG "spytte" det ud over sit eget ansigt og tøj, mors tøj og noget af sofaen!








Elin er nu næsten FEM måneder og vejer næsten 7.500 g! Og jeg har præcis et halvt år tilbage af min barsel.

Elin har nu fået to nye legekammerater af mors veninder : Agnes og Norh. Vi glæder os allerede til, at de bliver store nok til at lege. Og vi glæder os også til at møde de to næste, som er på vej :-) (Jeg ved ikke, hvad politikerne snakker om, når de siger, at der bliver født for få børn!?)

God weekend!

Ferie!

"Ferie?", tænker du nok, "hun har jo barsel!" Men når Emil har ferie, solen skinner og vi tager i sommerhus, så kan det altså også godt føles lidt som ferie for mig. Og en dejlig lang en af slagsen, da Emil jo er skolelærer: fem uger! Desværre er ferien nu slut for Emil, som starter på arbejde igen i morgen. Og så skal jeg til at stå op, når Elin vågner om morgenen; ikke noget med at overgive hende til farmand og lige tage en lur mere. Nu "blærede" jeg mig ellers i det sidste indlæg med,  at Elin sov så godt om natten, men i denne varme vågner hun oftere - regner med det er pga. tørst.

Nå, men her i ferien har vi været i Elins bedsteforældres sommerhuse, cirka en uge hvert sted. Og vi har jo heldigvis haft en dejlig, varm sommer, som gør det lidt mere tåleligt at blive hjemme i Danmark. Ikke fordi, at der er noget galt med Danmark, men som nogle måske ved, så kan jeg godt lide at krydse den danske grænse et par gange om året (læs: otte. I hvert fald sidste år. Men mit pas er nu udløbet, jeg ved ikke, om jeg skal tage det som et tegn..?)

I den forgangne uge er der sket TO store ting i mit liv! Ja, bare vent og hør:

1. Elin kan nu nå sine fødder! Hun ynder at gribe fat i dem, så snart hun ligger på ryggen, især når hun skal have skiftet bleen og derfor ligger uden bukser og ble. Det kan godt resultere i nogle små uheld, som bl.a. indebærer ekstra grundig vask af mors bluse og gulvet.

2. Elin kan nu række ud efter noget - og ramme det (næsten hver gang)! Da jeg opdagede det ved et tilfælde, skyndte jeg mig hen til Emils venner, som var med i sommerhuset, for at fortælle den store nyhed! De var meget imponerede.

Mine forældre har også haft ferie og har brugt to uger på Mallorca. Elin blev en smule forskrækket, da hun så dem, da de har fået sig en lidt anden kulør end da de tog afsted. Hun blev dog formildet, da hun så, at de havde taget gaver med hjem (ja ja, man ved godt, hvem der er vigtigst, når der er en hel pose til hende og intet til mine brødre eller mig) De købte bl.a. dette navneskilt, som er håndmalet:

Elin glæder sig allerede til at få sit eget værelse, så skiltet kan hænge på døren (nej, jeg tillægger hende slet ikke evner, hun endnu ikke har).

I morgen bliver Elin FIRE måneder! Og hun er efterhånden en stor pige på 6800 g! Hun har altså mere end fordoblet sin fødselsvægt. Og nu må hun snart begynde at få vælling - det bliver spændende (det mener jeg rent faktisk!).

Jeg vil slutte det blog-indlæg med et billede af den "lille" frøken med det lidt generte smil (og ja, det ER nødvendigt med den store hagesmæk (tak farmor!) - det er et under, at hun ikke dehydrerer med den mængde savl hun kan producere)

Mor/syerske

Det der med at opdatere bloggen en enkelt gang om ugen har åbenbart alligevel været for meget for.. øh.. min kalender..?

En del veninder og familie har spurgt, om jeg ikke får set en masse serier og andet godt i fjernsynet. Men det ved jeg da virkelig ikke, hvordan jeg skulle få tid til! Det er jo ikke ligefrem, fordi en baby synes, at det er sjovt at sidde stille, næh, der skal konstant bevægelse til, i hvert fald når hun er sur. Og hvis hun er glad skal hun underholdes, så vi synger sange, læser bøger og kigger i spejle. Det sidstnævnte er hun meget glad for (kan slet ikke forestille mig, hvor hun har det fra...)

Og så sover hun jo også en gang imellem. Så der skal jeg også få tiden til at gå. Da Elin var helt lille og ikke sov så meget om natten, sov jeg også, når hun gjorde i løbet af dagen. Men eftersom vi nu har en baby, som kun vågner én gang om natten, har jeg ikke behov for at sove om dagen. Derfor har jeg fået den idé, at jeg vil begynde at sy! Jeg har aldrig mestret evnen til at sy, og da slet ikke på maskine! Jo, jeg fik skam mit symaskinekørekort i 5. klasse, men jeg tror egentlig bare vores lærerinde gav det til alle, som kunne sidde stille ved maskinen. Jeg husker i hvert fald ikke at have syet noget som helst...

Nå, men jeg har erhvervet mig en symaskine fra IKEA til den nette sum af 399 kr! Jeg synes ikke, at der var nogen grund til at købe en til flere tusinde kroner, hvis min "sy-dille" ikke fortsætter (jeg har det med at interessere mig for noget i en kort periode af gangen..). Den ligner til forveksling noget fra en legetøjsbutik, men den fungerer glimrende!

Jeg synes, at det er sjovest at sy tøj til Elin. Nok af den enkle grund, at babytøj er meget småt, og dermed hurtigt at sy. Troede jeg. Det er faktisk temmelig besværligt, men dermed føles succesen også meget større, når et stykke tøj så er færdigt.

Her er et par billeder af mine kreationer indtil videre:

Pusleunderlag, til når jeg er på farten. Er lavet som et dynebetræk; der kan lægges et håndklæde i, så Elin ligger blødt. Og så er det selvfølgelig lavet af voksdug, så det kan tørres af, hvis der skulle ske "uheld".

Egen opskrift :-)

Bandana. Kan bruges som både savleklud og pynt til hovedet til de små piger (jeg vil ikke sige til håret, for hvis Elin går i mine "hårfodspor", går der et par år, før hårpragten begynder at vise sig). Med forskelligt mønster på hver side (købt i retro-/hobby-butikken Husflid på Østerbro), så man kan vende det alt efter humør.

Opskriften er fra bogen "Simple sewing for baby" - fantastisk bog! Dog har jeg valgt et dobbelt lag stof, så savlet ikke går gennem stoffet og ind på tøjet...

Her er det sværeste af mine projekter; bukser med elastik i talje og ben. Jeg vidste godt, at det nok var svært at sy bukser, men ikke SÅ svært. Opskriften er fra et "Burda-"blad købt i en genbrugsbutik. Deres mønsterark er meget uoverskuelige, der ligger cirka hundrede mønstre på kryds og tværs af hinanden. Men resultatet er jeg egentlig rimelig tilfreds med (på trods af, at de ikke kan komme helt op over numsen. Men hva', er det ikke stadig på mode med lavtaljede bukser?)




Elin er nu 15 uger, dvs. 3½ måned!

Her øver hun sig i at få alle fingre ind i munden på én gang. Indtil videre kan hun klare fire, men vi venter i spænding!

År 0

Kære, ærede læsere; nu er det efterhånden to måneder siden, at jeg skrev mit sidste indlæg. Nogle af jer har efterspurgt nye indlæg og nogle har spurgt, om jeg overhovedet havde tænkt mig at fortsætte bloggen. Og selvfølgelig har jeg det! Det er jo først nu, at mit rigtige barselsliv begynder! Livet som Østerbro-mor med hvad der dertil hører af cafe latte, speltbrød og promeneren med Odder-barnevognen :-)

Jeg vil stræbe efter at skrive ét indlæg om ugen (jeg tror ikke, at lille Elin vil give mig lov til at skrive flere..). Nogle af dem vil beskrive, hvad vi laver i løbet af en dag, lidt á la "min dag i billeder", som nogle af jer måske husker. Da der ikke er to dage, som er ens, vil der komme flere af disse indlæg.

Nå, men herhjemme betragtes tiden efter femte april som "år 0", da det er starten på et helt nyt liv (både i bogstavelig forstand med et nyt menneske og så selvfølgelig for os som forældre).

Hvis I har nogle forslag eller ønsker til, hvad jeg skal skrive om, så sig endelig til!

Lidt om min fødsel, for jer, som ikke har hørt om den: (ja, du behøver altså ikke læse den for min skyld, men det er vist en slags terapi at få skrevet den ned).

Onsdag 3. april skulle jeg til almindeligt tjek hos jordemoderen. Dagen før havde jeg gjort hovedrent og denne dag bagte jeg pizzasnegle og kanelsnegle til fryseren (der er altså noget om, at kroppen ved, at fødslen er forestående). Jeg cyklede derhen og solen skinnede. Jeg fik målt mit blodtryk, som var for højt (162/96). Det kan være et tegn på begyndende svangerskabsforgiftning, hvilket er meget farligt, da det i værste fald kan resultere i multiorgansvigt, og derfor skal man undersøges yderligere. Jeg cyklede (ja!) til Rigshospitalet, hvor jeg fik taget blodprøver, målt blodtryk og de kørte en CTG (som måler veer og barnets puls). Mit blodtryk var stadig for højt, men ellers var alt fint. Vi kom ind til en lægesamtale, og lægen forklarede, at når man har højt blodtryk efter 38. svangerskabsuge bliver man sat medicinsk i gang med fødslen! Det kom som et chok, men vi ville selvfølgelig gøre, som de professionelle foreslog. Jeg fik derfor en "modningspille" (oxytocin) og blev indlagt, så de fortsat kunne observere mit blodtryk.

Torsdag 4. april fik jeg om morgenen igen kørt CTG og målt blodtryk. Blodtrykket var for højt, men stabilt. Jeg var i følge CTG'en begyndt at have veer med syv minutters mellemrum (jeg kunne kun meget svagt mærke dem). Jeg fik derfor endnu en pille (det meget udskældte misoprostol/"Cytotec") og jeg skulle selv tage endnu en om eftermiddagen. I alt altså tre piller. I løbet af eftermiddagen begyndte jeg at kunne mærke veerne lidt mere, men de gjorde stadig ikke ondt. Om aftenen skulle jeg igen have kørt en CTG. Der var nu to minutter mellem veerne, men jordemoderen mente ikke, at de var effektive, når jeg stadig kunne smile imens (øv...). Dog mente lægen ikke, at jeg skulle have en pille mere, da de var bange for, at jeg ville få "vestorm". Det takkede jeg for, selvom deres forslag så var, at jeg skulle have et lavement for at sætte rigtigt gang i fødslen. Hvis nogle af jer har prøvet det, så vil I vide, at de ti minutter man skal "holde væsken inde" er noget nær de ti mest ubehagelige minutter i ens liv... Jeg vil skåne jer for yderligere forklaringer. Herefter fik jeg besked på at gå en tur, så min mor og jeg vadede rundt uden for Riget. Timerne gik og det begyndte at gøre lidt mere ondt, men jeg tror stadig ikke det kunne sammenlignes med slemme menstruationssmerter (dem har jeg dog heldigvis aldrig haft).
Ved 22-tiden ville jeg gå i seng og havde lige skiftet til hospitalstøj, da mit vand pludselig gik. Jeg var ikke i tvivl. Elin må have ligget i en form for svømmehal med den mængde. Jeg ringede efter jordemoderen, som kunne fortælle mig, at jeg var sølle én cm åben og at jeg skulle have et vedrop, hvis mine veer ikke gik i gang af sig selv (altså de rigtige veer). Det har jeg hørt meget (dårligt) om, og frygtede derfor dette lidt. Det behøvede jeg dog ikke, da veerne begyndte at tage til i styrke.

Fredag 5. april omkring midnat begyndte de at gøre rigtig ondt, og jeg måtte ligge helt stille i sengen og ikke sige noget, hver gang de kom. Jordemoderen mente dog ikke, at de var "slemme" nok, da de først "virkede", når jeg var helt nede at bide i madrassen eller havde lyst til at hoppe ud af vinduet. Ja tak, men nu har vi altså forskellige måder at håndtere smerte på (og jeg havde hverken lyst til at bide i en madras fyldt med fostervand eller brække alle knogler i min krop)! Emil fik besked på at prøve at få lidt søvn i et andet lokale og jeg skulle også prøve at slappe lidt af. Ha! Morsomhed uden lige. Jeg kunne ikke længere ligge stille, når der kom en ve, men måtte ud på gulvet og bevæge mig. Av for sa**an skulle jeg hilse at sige. Jordemoderen forklarede, at jeg nu var to cm åben, men at jeg godt kunne komme ned på fødegangen "for jeg skulle jo alligevel derned på et tidspunkt"... Vi GIK derned og den tur husker jeg ikke rigtig så meget fra.
Da vi kom derned fik jeg en ny jordemoder. Hun ville lige mærke på mig, og fortalte så, at jeg nu var syv-otte cm åben! Det var sket på cirka 25 minutter! Jeg kunne derfor ikke få andet smertestillende end lattergas, hvilket tog toppen af smerterne (i starten), til gengæld var jeg rimelig omtåget mellem veerne og tror jeg sov lidt og vist også sagde nogle mærkelige ting...
Nå, men efter cirka tre og en halv time på fødestuen fik jeg min lille datter op på brystet og herefter var "det hele" ovre, hvilket var meget surrealistisk. Vi gik fra "kom så Tine, gisp, pres" til "nå, men dejligt vejr, vil I ha en kop the" på en halv time.

Til jer, som HAR født og ikke syntes, at det gjorde særlig ondt, vil jeg bare lige sige et par ord:
1) Du må lide af en form for selektiv amnesi (ellers havde ingen vel heller fået flere børn).
2) Hold din mund
3) Har du lyst til at få en udvidelsesve, bare én, sådan for sjov skyld? Nej vel. P.S. Jeg har IKKE en lav smertetærskel. Nå.

Og til jer (gravide), som endnu ikke har født: du skal nok klare det, det gør faktisk ikke ret ondt. Bare rolig. Det var kun for sjov.

TAK, hvis du læste med så langt! :-) Så har du fortjent et par billeder af lille Elin:

En meget glad Elin

En meget træt Elin

Kærlige hilsner Tine og Elin (som bliver syv uger på fredag)

April!

Så ramte vi endelig april. Min yndlingsmåned! At det er min yndlingsmåned hænger nok sammen med, at det endelig bliver forår (man kan vist ikke ligefrem klandre marts for at bringe foråret med sig, selvom den i følge kalenderen er med i foråret - især ikke i år!). Solen begynder at skinne og varme en smule, fuglene synger og blomsterne titter frem. Så kan man altså ikke blive andet end glad, jeg kan i hvert fald ikke! Jeg skal dog ikke udelukke, at min glæde over april også hænger sammen med, at det er den måned jeg har fødselsdag. Så det sidder nok lidt i mig endnu fra da jeg var barn, at når foråret kom, så bragte det lagkage og gaver med sig, og der er næppe noget, der kan gøre et barn mere glad (måske heller ikke en voksen kvinde i virkeligheden..) :-)

I år betyder april selvfølgelig endnu mere for mig, da det er den måned, jeg bliver mor for første gang. Det rykker lige pludselig tæt på! Det kan ske når som helst nu, og det er lidt underligt at tænke på. På trods af, at jeg nu render rundt med en mave, der får små børn til at spørge deres forældre, om jeg har spist en basketbold og både lyder og føler mig som en der har KOL, vindueskiggersyndrom og mindst tyve liter ascitesvæske (ophobning af væske i maven pga. nedsat leverfunktion), og tydeligt kan mærke, at den lille leger boksebold med min blære og trampolin med mine ribben, så føler jeg stadig, at det er en smule urealistisk, at der rent faktisk er et barn inde i min mave... Men jeg må nu indrømme, at jeg begynder at glæde mig til, at barnet kommer ud. Ja, både fordi det bliver fantastisk at se vores datter, men lige nu mest, fordi jeg glæder mig til at få min krop tilbage.

Nå, men efterhånden er der ikke så meget at skrive inde på bloggen om, hvad jeg får dagene til at gå med. Hvis jeg siger, at mine nye bedste venner hedder Sofa og Netflix, så kan I nok se, hvad jeg mener. Heldigvis er det meste også klar herhjemme, så jeg kan vist godt tillade mig det. Jeg har godt nok hørt, at fødslen nærmer sig, når man begynder at gøre hovedrent og bage alt muligt. Hvis man nu ikke orker det, bliver hun så bare inde i maven? Eller gælder det, hvis man i stedet for selv at gøre det sætter kæresten til det? Jeg må vist spørge min jordemoder...

Her er et billede at puslepladsen (der var ikke lige plads til at få det hele med, men så må I jo komme forbi og se det med jeres egne øjne):

Ha' en dejlig dag i det gode vejr, og vogt jer nu for at blive narret! :-) Den værste aprilsnar jeg kan komme i tanker om i dag? Hvis nogen siger, at vi skal have is til dessert og det ikke passer (don't you dare!!)

Og der blev lys...

Jeg har boet i min lejlighed i seks og et halvt år. I den tid har jeg levet med, at der i soveværelset kun var én stikkontakt, og at alt strøm derfor blev trukket fra denne. Lyset i soveværelset bestod af en væglampe som stod på reolen, og som man skulle tænde cirka ti minutter før man skulle bruge lys derinde (halleluja for sparepærer!). Desuden var lyset temmelig svagt, når den alligevel var tændt. Hvilket selvfølgelig er meget hyggeligt, men ikke så smart, når man også har bad installeret i soveværelset. Men jeg tror da, at jeg er blevet nogenlunde ren for det meste, trods det manglende lys. Og at min påklædning har passet nogenunde sammen, selvom jeg ikke er helt sikker på, at farverne har matchet helt.

I tirsdag kom der så en elektriker og to timer og firetusinde kroner senere har vi nu lys i loftet! Lys, som man kan tænde, lige når man kommer ind i rummet og som lyser med fuld styrke med det samme! Og det er ikke fordi jeg vil brokke mig over, hvordan jeg har levet det sidste mange år, nej, jeg vil blot sige, at man kan vænne sig til utrolig mange ting! Og - oh - hvilken luksus, når dette forbedres! Der er endda kommet tre stikkontakter mere, så vi ikke skal rode nede bag badet for f.eks. at sætte støvsugerstikket til. Jeg tager mig selv i at gå ind og tænde lyset, bare fordi jeg kan!

Sådan ser miraklet ud. IKEA's finest!

Ha' en dejlig dag derude - og pas nu på i snevejret!

Ekstreme samlere

Ja undskyld, kære læsere, nu gik der igen en uge mellem to indlæg! Jeg må nok indrømme, at der er andre ting end opdatering af bloggen, som opfylder mine tanker for tiden, efterhånden som terminsdatoen nærmer sig.

Lige nu er vi i gang med at lave om i soveværelset, så der er plads til tre mennesker. Det kan godt have sine udfordringer, når man har et soveværelse på størrelse med en skotøjsæske, hvor der endda også skal være en brusekabine. Nå, men vi har nu flyttet alt det, som kunne flyttes fra soveværelset til stuen og gangen. Soveværelset er nu dejlig luftigt, hvorimod stuen ligner noget fra "ekstreme samlere" (et tv-program fra USA om mennesker, der INTET smider ud, og derfor ender med nærmest ikke at kunne bevæge sig rundt i deres boliger). Nogenlunde sådan ser det ud:

Jeg vil lige fortælle lidt om, hvad jeg lavede sidste uge (da det jo er derfor jeg har bloggen).

ONSDAG var jeg til jordemoder og havde min mor med. Det er altid hyggeligt; min jordemoder er en gammel, garvet rotte (som hun selv siger). Da hun skønnede babyen til at veje cirka 3 kg spurgte hun, om jeg havde spist Substral (min mor rettede det dog til is). Den vokser cirka 150-250 g om ugen, så jeg håber godt nok ikke, at jeg går for meget over tiden, så bliver det da en kæmpeunge. Og hvis nogen husker mig fra mine baby-år, så var jeg jo sød og slank. Eller noget...

TORSDAG spiste jeg brunch med en (gravid) veninde, og derefter tog vi til "mother to be"-behandling, som inkluderede lymfedrænage af benene (dvs. temmelig hårdhåndet massage) og fuld kropsmassage på en briks med hul til maven. Det var en fantastisk og lidt underlig følelse at ligge på maven, eftersom jeg ikke har prøvet dette i mange måneder!

SØNDAG besøgte vi min mormor og morfar i Slagelse og var så heldig, at min morbror og tante også var der. Det var rigtig hyggeligt (tak for dejlige boller og lagkage, mormor). Jeg er ikke sikker på, at min morfar føler sig helt tilfreds med, at han snart kan kaldes "olde" :-)

STATUS:     36 uger og 6 dage

                         3 uger og 1 dag til termin (men fra i morgen er barnet "fuldbårent" og vil derfor være født til terminen. Men bliv venligst derinde et par uger endnu, tak! (Ja, det er din egen skyld, at du ikke har noget at sove i ellers, for din seng er ikke samlet endnu!)

Nemesis

Undskyld til mine trofaste, ærede læsere for, at jeg ikke har skrevet et indlæg i en uge! Her er grunden til dette, baseret på ægte oldtidsvidenskab:

Hybris: Sidste mandag "blærede" jeg mig med, at jeg er gået gennem vinteren uden den mindste smule forkølelse eller influenza, som ellers lagde alle andre ned, nogle op til flere gange.

Nemesis: Onsdag vågnede jeg med feber og stoppet næse, og måtte resten af ugen sande, at jeg ikke duede til meget andet end at ligge på sofaen og fylde hver kvadratmeter af sofabordet med brugte lommetørklæder og thekopper.

Endnu mere Nemesis: Der var INTET at se i fjernsynet. Med mindre man selvfølgelig synes, at indslag om en mand, der samler på kuglepenne er interessant. Eller andre ting i samme dur. Det synes jeg ikke.

Heldigvis har jeg fået en masse gode bøger i julegave, som jeg nu er ved at være nået igennem. Men jeg regner heller ikke ligefrem med, at jeg kommer til at åbne en bog resten af barslen, når vi først er forbi 9. april. Andre end "Din mor-manual", "Politikens bog om barnets sygdomme" osv.

Snottet har stadig ikke sluppet sit tag i min stakkels næse, men i dag nægtede jeg at lægge mig på sofaen. Jeg gik derfor i gang med hovedrengøring af køkkenet (med "et par" hvile- og spisepauser indlagt - for den lilles skyld, naturligvis). Men vi har nu et fuldstændig skinnende køkken! Selv fryseren fik jeg afrimet, med temmelig meget besvær godt nok. Min far må være stolt (undskyld, mor). Det er faktisk så rent, at man vil kunne spise mad af væggene. Selvom det selvfølgelig vil være en smule besværligt, eftersom de er vertikale. Som de fleste vægge jo er.

Der skal jo dufte i sådan et ny-rengjort køkken, så jeg fik lige lavet en omgang müsli. Den er virkelig god, hvis jeg selv skal sige det! :-)

Jeg overvejer lidt, om jeg skulle lave en afstikker til denne side med alle mine opskrifter! (HA, som om jeg har tid til det...)

Kunst!

Emil og jeg har været på Statens Museum for Kunst. Det er skønt, at man kan komme gratis ind og få et "kultur-kick"!

Vi gik rimelig hurtigt igennem rummene med de "ældre" malerier. Ja, de er godt nok flotte, men mere spændende er de altså heller ikke... Så kom vi til den lidt mere moderne kunst. Og jeg bliver nødt til at sige, at for at kalde de "ting" for kunst, så må man altså lide af en mild til moderat form for sindssyge. Og her mener jeg både dem, som står bag kunsten, men i særdeleshed også de, som har udstillet det.

Jeg tænker på film med mennesker, der udfører underlige ting og de meget mærkelige skulpturer, som ligner noget rød stue har været forbi og lege med og ikke lige har fået ryddet op. Ja, undskyld, det er nok bare mig, som ikke forstår det, men jeg er da glad for, at der er nogle, som får noget ud af det. Det gør jeg vel også til en vis grænse selv: undren og et lille grin. Men det er måske også det, som er meningen?

Det bedste ved muséet var en hospitalsstue, som det vist var meningen, man skulle skræmmes ved. Jeg ved ikke, hvori det skræmmende bestod; for mig var det en væske tilkoblet en "patient", som var udløbet i 1995 (altså væsken, ikke patienten). Men jeg følte mig da helt hjemme et øjeblik! Og overvejede det sjove i, hvis man lagde sig i en af sengene, for så kunne man da få skræmt nogle besøgende! (Jeg er dog bange for, at jeg i stedet ville falde i søvn, så det var mig, der fik overraskelsen, når vagterne opdagede mig...)

Nå, men det smukkeste ved udstillingen var selvfølgelig en række gravide maver støbt i gips, og jeg synes selvfølgelig, at jeg skulle være en del af den udstilling. Blev faktisk bagefter lidt overrasket over, hvor stor min mave er blevet! Men det er selvfølgelig også allerede næste måned den lille kommer til verden...

Tud, grin, zzz, tud, grin, zzz...

Det beskriver nogenlunde, hvordan jeg har det lige nu. Mine hormoner må have nået et maksimum-stadie i blodet, for der skal ingenting til, før jeg griner eller tuder helt uhæmmet. For det meste dog af glæde. F.eks. læste jeg nogle fødselsberetninger, og hver gang kvinden beskrev, at hun fik det lille barn op hos sig, så måtte jeg ty til Kleenex'ne - det er da bare så smukt! Men der skal faktisk også mindre ting til; et postkort fra mine forældre, der skriver, at det er dejligt at besøge min lillebror (som studerer i USA for tiden). Eller endda et brev fra banken, som jeg fandt under mit oprydningsflip, hvor der stod, at mine forældre ville støtte mig i at låne penge til den lejlighed, som jeg bor i. Men det var da også sødt af dem!

Nårh ja, så sover jeg vist også lidt mere, end jeg plejer. Jeg går i seng ved 22-tiden om aftenen og vågner ved 9/10-tiden om morgenen. Og så må jeg tage mig en lur midt på dagen for at klare mit hårde program. Så det der med, at kroppen forbereder sig på at skulle vågne ti gange om natten, som jeg har hørt fra andre gravide, det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal sige til.. Måske ved min krop allerede nu, at min datter bliver en engel, som bare sover hele tiden. Det tror jeg på :-)

Denne søde dragt "kom jeg til" at købe i dag... Jeg var nede i Røde Kors for at aflevere noget af mit gamle tøj, og den søde dame i butikken fortalte, at de i Red Barnet sælger børnetøj. Men når man har gjort en god gerning, må man gerne forkæle sig selv lidt. Det er vist en regel :-)

Weekend i svøb

Som skrevet var jeg i sommerhus med to veninder i weekenden. Det var enormt hyggeligt, og vi lavede absolut ingenting - det er sådan det skal være at holde weekend! (Især når man til hverdag er totalt aktiv... eller noget...).

Vi fik dog sat en masse mad til livs (vi opdagede faktisk, da vi kom til sommerhuset, at vi nærmest intet frugt eller grønt havde købt. Men vitaminer kan man få fra piller - smart!). Til gengæld havde vi købt SYV pakker bacon! Og fordi min ene veninde er medlem af Coop, fik vi cirka 76 kr. i rabat. 76 kr. sparet på indkøb af bacon, så har man altså købt bacon nok!

Men vi skulle faktisk også bruge bacon til ALLE måltiderne! Ja ok, bortset lige fra desserten. Selvom vi måske skulle have prøvet at tilsætte isen lidt bacon (man ved ikke, om man kan lide det, før man har smagt det!?). Der kom bacon-drys på grøntsagssuppen (man skal jo have noget protein!), der skulle bacon i bøf Stroganoff'en og så kan tre tøser godt konsumere to pakker bacon til æggene om morgenen. Desværre var vi for mætte til at spise frokost, ellers er jeg sikker på, at vi kunne have spist bacon med varm leverpostej.

Status:     34 uger
               6 uger tilbage!

Vægtøgning: HA! (No comments...)

Johannes Møllehave

I had a dream. Jeg ved godt, at det ALDRIG er lige så interessant at høre om andres drømme, som det er at drømme sine egne. Derfor skal man normalt holde sine drømme for sig selv og ikke belemre andre med dem, så de bliver nødt til at sidde og lade som om, at de synes det er enormt spændende at lægge ører til.

Men denne drøm var altså så tilpas underlig, at jeg simpelthen bliver nødt til at komme ud med den. Og nej, den handler ikke om forfatteren Johannes Møllehave, selvom jeg nu føler mig overbevist om, at jeg må have hørt eller set ham eller hans navn for nylig for at min hjerne kunne kringle denne drømme ud.

Jeg drømte ganske enkelt, at jeg ville skrive en børnebog, som skulle hedde "Johannes Møllehave". Eller, måske mere korrekt: "Johanne's mølle-have". Ja, så er det jo nærmest lige til at gætte sig til, hvad den skulle handle om! Men nu vil jeg da alligevel for en god ordens skyld forklare det:

en pige ved navn Johanne bor i et gammelt hus og hun har en stor have fyldt med møller. Sådan nogle gamle møller, som malede mel i gamle dage. Den ene af møllerne har "vinger" af guld, og dem er der nogle røvere, som gerne ville have fat i. De vil stjæle Johannes nøgler til møllen, som hun selvfølgelig har gemt godt.

Da drømmen nåede hertil vågnede jeg. Min hjerne havde sikkert ikke kapacitet til at finde på mere. Jeg har ingen idé om, hvordan den (altså min hjerne) har fundet på sådan noget. Egentlig synes jeg det er en meget sjov idé. Jeg har nu ikke tænkt mig at føre den ud i livet. Ved heller ikke, om der er en form for "copy right" på navne?

Måske jeg skulle skrive til Johannes Møllehave (altså forfatteren) og foreslå ham det til hans næste bog?

Nå, nu vil jeg tage i sommerhus med to veninder, så der er ikke mere nyt fra mig før næste uge. Ha en dejlig weekend!

Alt eller intet!

Det har altid været mit motto. Ikke et motto jeg har valgt, men snarere et motto, som har valgt mig, og jeg har først opdaget inden for de seneste par år, at det motto knuger sig til mig. Altså det betyder, at jeg enten gør noget præcis som det skal gøres, eller også gør jeg det slet ikke!

For at komme med et par eksempler kan nævnes, når jeg løber eller er på slankekur. Uanset hvad jeg gør, går jeg efter et mål, da jeg ellers ikke kan holde min motivation oppe.

Fra efteråret 2007 til januar 2008 trænede jeg til Københavns Marathon 2008. Jeg løb 4-6 gange om ugen efter et meget nøjagtigt skema - og jeg missede ikke én eneste træningsgang. I slutningen af januar startede jeg så på min sidste praktik, og det var desværre så hårdt, at jeg ikke havde overskud til alle mine træningsgange. Jeg skar ikke bare ned på mine løbetures længde eller antal, nej, jeg stoppede helt med at løbe. Når jeg ikke kunne komme til at løbe marathon kunne det jo være lige meget.

Det samme gælder, når jeg gerne lige vil tabe mig et par kilogram. Det kan jeg ikke bare gøre ved sige til mig selv, at nu skal jeg spise lidt sundere, nej, der har jeg også en plan og et mål (hov, der kommer mine planer ind igen, jeg ved ikke, om det måske er en form for mild OCD?). Men enten holder jeg mig fuldstændig til planen eller også kan det være fuldstændig lige meget. Altså, hvis jeg "kommer til" at spise et stykke chokolade kan jeg lige så godt med det samme tage ned på La Glace og spise et ordentligt stykke sportskage (ih, nu bliver jeg helt lækkersulten!)

Okay, det er måske lidt karikeret, men I forstår nok pointen. Grunden til, at jeg skriver om dette er, at jeg forrige uge begyndte at få rigtig ondt i lænden, så jeg gik til doktoren. Han sagde, at jeg har begyndende bækkenløsning, at jeg derfor skal slappe mere af. Han sendte mig videre til en fysioterapeut, som sagde nogenlunde det samme. Men jeg ved ikke, hvordan man gør! "Slappe mere af!". Hvor meget skal jeg så slappe af, og hvordan? Betyder det at gå en rolig tur eller at ligge i sengen? Jeg kan ikke holde ud at ligge på sofaen hele dagen, det er simpelthen for kedeligt. Og jeg vil gerne lave noget, når jeg nu endelig har tid og mulighed for det. Men kan man "lave noget", når man slapper af? "Nej, du skal ikke ligge på sofaen hele dagen", sagde min fysioterapeut, "du skal bare sørge for at slappe af"..?

Hvis nogen har et skema for, hvad jeg må lave i løbet af en dag, og hvornår (og ikke mindst hvordan) jeg skal slappe af, vil jeg meget gerne se det :-)

Nå, men nu har jeg skrevet denne blog, så må jeg hellere slappe lidt af ved at gå i kælderen og vaske noget tøj. Eller hvad?

Tæer og øvelser

Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvor smarte tæer er, før nu. Indtil da har de været meget gode at have, fordi det er lettere at holde balancen med dem. Og man kan komme neglelak på deres negle. Til gengæld er de genstand for meget "mobberi", hvis andre synes, at ens tæer ser lidt anderledes ud (f.eks. at tå nr. to, talt fra storetåen, er længere end storetåen. Hvilket jeg skulle hilse og sige faktisk er det mest normale. Nå.). Mine tæer været udsat for meget drilleri gennem livet, især fra mine to små brødre (skam jer!).

Nå, men nu er det slut for mine tæer med at gemme sig under to lag sokker og hjemmesko for at undgå skammen ved at vise sig, både privat og offentligt (måske beholder jeg dog skoene på udenfor nogle måneder endnu). Jeg har fundet ud af, hvilket stort aktiv de er for en højgravid kvinde! De er simpelthen så smarte, når man efterhånden føler det som en af hverdagens største udfordringer at skulle samle noget op, når man taber det på gulvet - der er faktisk utrolig langt derned! Men her kommer tæerne mig til undsætning, de kan jo også gribe fat om ting, det har jeg ikke tænkt på før! Det er virkelig smart, og så befinder de sig jo allerede på højde med det, som man har tabt.

For at forklare andre, som ikke har prøvet at bære rundt på et barn i maven, eller måske lige har glemt, hvordan det er, følger her nogle øvelser, som jeg synes alle burde prøve (jeg brokker mig ikke, men forklarer bare realiteterne ved at rende rundt med en stor mave).

Ved alle forsøg skal der under blusen bæres en stor bold, f.eks. fodbold, basket ball eller lignende. Du kan også prøve med en godt oppustet ballon, selvom tyngden så ikke kan fornemmes.

Øvelse nr. 1: smid et lille stykke papir el. lign. på gulvet. Forsøg herefter at samle det op med fingrene ved at bøje dig forover. Hvis dette ikke lykkes kan du prøve med tæerne, eller ved at bøje dig i knæ. Du skal selv kunne komme op i stående stilling igen.

Øvelse nr. 2: sæt dig på en stol og tag strømper på. Tag herefter sko på. Hvis du klarer begge ting på under fem minutter er bolden under blusen ikke stor nok.

Øvelse nr. 3: stå oprejst og lav en bevægelse, som hvis du skulle tørre dine fødder grundigt efter et bad (denne øvelse kan af gode grunde ikke udføres i forbindelse med badet af ikke-gravide, med mindre du limer bolden fast til maven. Dette vil jeg fraråde at gøre.)

Øvese nr. 4: sæt dig i sofaen og læn dig godt tilbage. Prøv herefter at læne dig frem for at tage et glas fra sofabordet. Ret dig op, drik af det og sæt det tilbage igen.

Øvelse nr. 5: rejs dig op fra sofaen. Uden hjælp!


Sådan ser min mave ud nu. Jeg har desværre intet før-billede, men jeg tør godt vove den påstand, at den var noget fladere for syv måneder siden.

Il Tempo Gigante

Hvis du har set "Bjergkøbing Grandprix" ved du, hvad jeg hentyder til. Nemlig en racerbil  bygget af Theodor Fælgen, som kan køre "virkelig hurtigt". Grunden til, at jeg nævner denne er, at jeg absolut ikke kan sammenligne mig selv med denne bil, eller kan betegne noget som helst jeg gør med noget, der tilnærmelsesvis læner sig op ad "virkelig hurtigt" (hmm... måske lige bortset fra, når jeg spiser is. Der skulle ikke grines, Mor!).

Jo større jeg (dvs. mest min mave selvfølgelig) bliver, jo langsommere bevæger jeg mig. Og jeg glemmer det, hver eneste gang, jeg skal udenfor. Jeg starter med at gå i et raskt tempo, men allerede efter et halvt sekund  må jeg sætte farten betydeligt ned, som om jeg pludselig går ind i en verden af vand, og alle mine bevægelser sænkes af vandets modstand. Det er faktisk nogenlunde sådan det føles, som om hele min krop bevæger sig i vand. Det må egentlig se lidt mærkeligt ud, hvis man ser mig komme ud af døren og gå de første ti meter. Fra 10 - 1 km/time på ½ sekund, imponerende!

Jeg går faktisk så langsomt - og efterhånden måske også lidt vraltende - at der forleden var en gammel (undskyld; ældre) dame med rollator, som var lige ved at overhale mig! Så måtte jeg lige "skynde" mig at stoppe og kigge på en butiksrude (godt jeg befandt mig på Østerbrogade og ikke Istedgade), for at sætte farten op kunne der ikke blive tale om.

Men bare vent! Lige så snart min datter er kommet til verden skal jeg nok sætte farten op, og så må der springes for livet, når jeg kører rundt med barnevognen - ha, watch out!

Den rollator er egentlig meget sej! Indkøbene kan være i kurven, så man ikke skal bære dem. Og der er et lille sæde, så man kan sætte sig, når man bliver træt. Jeg er sikker på, at den ville skabe street credit nede på det lokale... øh... sundhedscenter?

Passiv parfumering?

Der er vist ikke længere nogen, som er i tvivl om, at rygning er sundhedsskadeligt. Ejheller at rygere udsætter folk i deres omgivelser for farlige stoffer, som ikke kan undgås at blive inhaleret, når en ryger ekshalerer røg i nærheden af en. Dette hedder som bekendt "passiv rygning".

Den anden dag, da jeg sad i bussen på vej til Kgs. Nytorv (desværre var min cykel en tur hos smeden, da den ikke har lyst til at køre i andet end 3. gear) kom jeg til at tænke på, om der findes andre former for passivitet mht. livsstil - altså om man kan pådutte andre mennesker en usund (og vel egentlig også sund!) livsstil uden at de har nogen mulighed for at sige til eller fra. Man kan vel sige, at man som passiv ryger kan flytte sig fra den rygendes område, så man ikke inhalerer røgen, men det er desværre ikke altid muligt.

Nå, tilbage til bussen. Jeg sad stille, uskyldigt og intetanende og kiggede ud på menneskerne og cyklerne, som overhalede alle med motor pga. myldretiden, da en kvinde satte sig på sædet ved siden af mig. Med det samme opdagede jeg, at der var noget galt. Skyerne træk sig sammen udenfor og jeg er sikker på, at cyklende og gående stoppede op og kiggede mod mig. Det føltes som at være fanget i Magasin den sidste weekend i december. Omringet af mennesker; man føler sig fanget og klaustrofobisk, kan ikke slippe væk, men må følge menneskemængden og håbe på, at man snart befinder sig ude i luften, hvor man igen kan trække vejret for duften (læs: stanken) af tung parfume, som de søde damer sprøjter ud i luften på må og få inden man når at sige "nej tak".

Nå, igen tilbage til bussen. Denne sikkert meget søde og venlige dame, som satte sig ved siden af mig, må vist have tømt halvdelen af sin parfume-flaske ud over sig, og det var ikke en dejlig, let parfume, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan ikke udelukke, at mine hormonelle forandringer øgede min følsomhed for "lugten", men jeg blev nødt til - lidt diskret - at tage mit tørklæde op over næsen og samtidig dreje hovedet næsten af led og lade som om, at Store Kongensgade var det mest spændende i verden. Puha, mit ansigt var fuldstændig fugtigt fra næsen og ned, da hun endelig stod af. Sikke et rama-skrig, hvis hun havde siddet og røget - især ved siden af en gravid! Det gjorde hun jo heldigvis ikke. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på:

var jeg blevet udsat for passiv parfumering?

Vand! Update

Nå, jeg må vist siges at være hydreret i dag! Men den eneste mærkbare forskel på mit indtag af væske i går var, at jeg skulle tisse hver halve time (og der plejer at gå hele 45 min. mellem "udflugterne")...

Her er, hvad jeg drak:

Til morgenmaden kl. 9:

1,5 glas juice (hjemmelavet selvfølgelig!)
1 kop te

= 550 ml

Kl. 10 - 11.30:

1 flaske vand

= 550 ml

Til "snack" kl. 12:

2 store glas mælk

= 500 ml

Kl. 13.30 - 15.30:

1 flaske vand

= 550 ml

Til frokost kl. 15:

1 stort glas mælk

= 250 ml

(ja, MEGET spændende frokost, I know...)

Kl. 15.40 - 17.20:

1 flaske vand

= 550 ml

Til fitness kl. 17.45 - 18.45:

1 flaske vand

= 500 ml

Til aftensmaden kl. 19.20:

1 flaske vand

= 550 ml

Kl. 20.40:

1 kop te

= 250 ml

21 - 22.30: 1 flaske vand

= 550 ml

Væskeindtag i alt:                                                                           4800 ml; cirka 5 liter!

Væskeindtag ud over ved fødeindtag/fitness:                   2450 ml; cirka 2,5 liter


Jeg nåede mit mål, men er godt nok lidt overrasket over, at jeg næsten har indtaget FEM liter væske i løbet af dagen. Jeg må vist hellere vise væskeregnskabet til min jordemoder!

Ha' en dejlig dag!

Hilsen Tine

Status:       30 uger + 2 dage
                      9 uger + 5 dage tilbage...