Larm!

Larm kan vi vist godt alle blive enige om, at vi ikke bryder os om. F.eks, når naboen holder fest til klokken fem om morgenen. Eller når der er vejarbejde foran haven en dejlig sommerdag. Men efter at have fået en baby, som jo også skal sove om dagen, er begrebet ”larm” blevet et helt andet. Lyde, som jeg før Elin eksisterede slet ikke tænkte over, kan nu få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, mens jeg nervøst spejder ned i barnevognen/sengen.

Hjemme i lejligheden havde jeg en formiddag ENDELIG fået Elin til at sove. Og så ringer nogen på dørtelefonen. Og Elin vågner. Jeg bandede den stakkels avismand langt væk (uden for hans hørevidde, bevares). Jeg glemmer nu ikke længere, at slå dørtelefonen fra, når hun sover (hov, jeg havde faktisk glemt det nu... Ammehjerne?).

Hver onsdag får vi fejet og vasket trapper. Og det er jo dejligt. Hvis ikke det var fordi trappevaskene nærmest ”slår” kosten ind i siderne på trappen for hvert trin (du kender lyden, hvis du nogensinde har fejet/støvsuget trapper). Jeg kan simpelthen ikke sidde stille, når de kommer til trapperne ved vores etage, men tripper nervøst rundt i lejligheden, klør mig i håret og åbner døren på klem til soveværelset for at se, om Elin vågner af det.

Vi har fået en Nespresso-maskine! Det er helt fantastisk, for den ”latte” man kan lave på den, smager (næsten) lige så godt som på caféerne! Når man brygger kaffe, mens Elin er vågen laver den sjovt nok næsten ingen lyd. Men i det øjeblik hun falder i søvn og jeg vil tage mig en velfortjent kop kaffe, ja så larmer den jo nærmest som om de var ved at bore hele vores gård op. Og ja, det ER nødvendigt med den kop kaffe! (Hun er heldigvis ikke vågnet af det. Endnu...)

Vi går tur hver dag, og der er masser at se på her på Østerbro, når man er sådan en lille en som Elin. Hun synes det er meget spændende at se på mennesker, dyr og hvad der ellers befinder sig på gader og i butikker. Så hun er tit vågen, når vi er ude. Men barnevognen er nu også god at putte sig i, når man skal ha en lur. Og så er det, at de spændende lyde pludselig bliver til larm: man går i sine egne tanker ned ad Randersgade og pludselig runger kirkeklokkerne! Jeg bliver stiv som en statue og prøver at holde mig lidt for ørerne, selvom jeg godt er klar over, at mine ører ikke er Elins ører. Hvorfor, HVORFOR?, skal kirkeklokkerne ringe hver time? Hvem er det, der har gavn af det? Ingen, som har brug for at vide, hvad klokken er, går rundt uden ur eller mobiltelefon, men tænker i stedet: ”gad vide, hvad klokken er! Nå, jeg venter lige til kirkeklokkerne ringer”.

Børn. Larmer. Vi bor ud til en vej, hvorpå der ligger tre skoler. Dvs, at der næsten altid er børn, som har frikvarter eller lige har fået fri. Og afhængig af alderen er larmen forskellig. De små børn løber og råber til hinanden. De lidt større råber lidt højere, dribler med bolde (og cykler rundt på fortovet, så der ikke er plads til barnevognen) og de største råber temmelig højt (og står og ryger). Jeg går enten meget hurtigt forbi dem eller skynder mig over på den anden side af gaden. Jeg får lyst til at råbe, at de skal være stille. Men det ville Elin nok vågne af..

Én god ting ved det kolde vejr er, at den berygtede isbil er forsvundet (næsten) fra gaderne. Det er fint, at den ringer med klokken, så man kan høre, at den er der. Men – helt ærligt – behøver den at ringe når den er lige ved siden af barnevognen? Jeg mener, han kunne da lige vente et par meter!

Jeg forstår simpelthen ikke, at folk ikke tænker mere over det, når der kommer en barnevogn forbi. De burde gå stille og roligt og tale lavt, når de var inden for en radius af mindst fem meter. Og gå ud på vejen, så man kunne være på fortovet. Det er da det mindste man kan forlange! Folk kan da ikke selv have børn/søskende, når tillader sig at snakke højt midt på gaden midt om dagen.

Ved nærmere eftertanke ville der måske blive temmelig stille på Østerbro, eftersom der er mindst en barnevogn per fem kvadratmeter... Åh, hvilken luksus!

Elin har lært at klappe! Og nu gør hun det  hele tiden. Det er nu også meget rart med en applaus efter man f.eks. har lavet mad til hende eller sunget en sang.













Elin er gået i stå midt i kravle-træningen. Der kom en hjemmesko med snører i vejen.