Elin blev otte måneder i går! Jeg
synes nærmest det er flere år siden, at hun var så lille, at hun
bare lå stille og sov i liften på sofabordet. Nu tumler hun rundt
på gulvet og sidder i sin egen stol ved bordet, når vi spiser. Jeg
kan slet ikke forstå, at hun om et halvt års tid kan gå på sine
små, buttede ben!
Hun er nu så stor, at hun kan begynde
at spise menneske-mad, og ikke længere bare modermælk og tynd
hirsegrød. Hun får grov grød, frugtmos, grøntsagsmos, ris, fisk
og kød. I starten blev alting blendet til ukendelighed, men nu moser
vi det kun med en gaffel og gør det hele tiden mere groft, så hun
kan lære at spise ”rigtig” mad. Jeg synes ikke, at vi laver
andet end at stå i køkkenet og lave mad til Elin; der skal altså
noget til for at hamle op med den konstant voksende krop! Hvis du
kender mig ret, vil du vide, at jeg er en person, som elsker planer
og lister. Og lille Elin er nu intetanende blandet ind i dette! Jeg
har nemlig erhvervet mig en bog, som giver forlag til dagsplaner for
hver måned. Den nuværende plan ser således ud:
kl. 5/6: ammes og sover videre
kl. 8: havregrød
kl. 9.30: frugtmos og derefter
formiddagslur
kl. 12: grøntsagsmos med fisk
kl. 13.30: ammes og derefter
eftermiddagslur
kl. 15.30: grød og frisk frugt
kl. 18: grøntsagsmos og kød
kl. 19.30: ammes og lægges til at
sove
kl. 23: ammes (sovende)
Denne plan afspejler, hvordan en baby
på syv måneder burde spise og sove. At Elin så ikke vælger at
følge planen helt, det er en anden ting. Min mor mener, at det er fordi
hun ikke kan læse endnu. Men det burde hendes dansklærer-far da
snart kunne gøre noget ved!
Det kan efterhånden være svært at
planlægge at lave noget uden for hjemmet, da det skal passe med
Elins rytme. Det kan godt være, at vi andre kan springe fx frokosten
over. Men bliver klokken bare kvart over tolv, før Elins måltid
bliver serveret, har du ikke mere lyst til at være sammen med hende
end du har lyst til at møde en hund med rabies i en skov helt alene.
For at kunne følge med i indtaget af
mad og ikke skulle stå ved gryderne før hvert måltid, bruger vi et
par timer om ugen på at koge og mose frugt og grøntsager. Og
baby-venlige frikadeller og kødsovs osv. Så hvis vi troede, at
fryseren var beregnet til isterningerne til vores drinks og
Hansen-is, så kan vi godt tro om igen.. Den er nu fyldt til randen
med små frysebokse (som selvfølgelig er købt i dyre domme, så vi
er sikre på, at de er uden phtalater og er mad- og
fryseegnede). Det, jeg selvfølgelig ikke vil nævne er, at Elin
faktisk bedre kan lide det mad, man kan købe på glas...
Elin i sit es! Den grønne kasse fyldes med legetøj og to sekunder efter er det spredt over gulvet
Elin kan nu spise en banan helt selv! Og uden at suge den ud gennem et net (indrømmet; det var faktisk temmelig ulækkert.) Hun deler den dog med bordet, stolen, gulvet og det meste af sit tøj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar