Mangler jeg noget..?

Når man føder et barn er det på et øjeblik slut med livet, som man kender

det. Ja, selvfølgelig er livet også ændret for faderen, men det er nu alligevel moderen, som barnet er afhængigt af (i hvert fald, hvis det er hendes bryster, som barnet skal leve af de første måneder). Man kan prøve at forberede sig, men det er umuligt at forestille sig, hvordan livet bliver.

Man er bogstavelig talt bundet til barnet de ni måneder, det ligger og vokser i maven. Men også når det fødes, er man bundet. Den første tid ville Elin ikke sove andre steder end i vores arme – og det er da forståeligt nok, når hun var vant til varmen om ”omsluttetheden” fra livmoderen. Det er moderen, som har den længste barsel og er hjemme om dagen, og derfor selvfølgelig hende, som er mest sammen med barnet. Man er sammen med barnet hele døgnet, for sådan et lille væsen kan jo ikke klare sig selv. Det er selvfølgelig forskelligt fra familie til familie, hvordan moderen og faderen fordeler ”pasningen” mellem sig. Hvis barnet kan drikke af en sutteflaske er faderen jo lige så god som moderen og moderen kan derfor tage væk fra hjemmet uden at det behøver at være tidsbegrænset og skal planlægges.

Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har været væk fra Elin, i hvert fald mere end en time. Første gang skulle jeg i Matas efter ammeindlæg og Elin var næsten en uge gammel. Fra jeg lukkede vores dør og til jeg åbnede den igen gik der præcis ti minutter. Og der var endda kø. Jeg havde min mobiltelefon i hånden og kiggede konstant på den, så jeg var ved at gå ind i folk og falde over ting på fortovet. Når jeg tænker over den episode nu, synes jeg selvfølgelig det var lidt noget pjat, men det føltes det jo absolut ikke som på det tidspunkt! Og sådan vil jeg sikkert også have det om et par måneder med ting, jeg gør nu. Men sådan er det, man lærer jo hen ad vejen.

Da min veninde Nanna skulle giftes i august sidste år, besluttede Emil og jeg, at han skulle blive hjemme med Elin – det ville være lidt uoverskueligt at slæbe hende med til Farum og tage hende med i kirke osv. Så jeg drog afsted en lørdag morgen og satte mig i toget. I en almindelig kupe! Eftersom barnevognen plejer at være lige så meget en del af min ”påklædning” som fx mine sko, føltes det meget mærkeligt at kunne sidde på et almindeligt sæde og ikke i ”cykelvognen” (på samme måde føles det mærkeligt og frit at tage rulletrapperne i Magasin). Og flere gange fik jeg den meget ubehagelige tanke, at jeg havde glemt Elin! Bare lige et splitsekund, for jeg vidste jo godt, at hun havde det godt hjemme hos Emil. Men det splitsekund er virkelig ubehageligt! Ikke for at sammenligne (undskyld, Elin), men man glemmer jo heller ikke at tage sko på, vel? Jeg var forresten væk i SYV timer!

Det bliver heldigvis bedre og bedre for hver gang jeg er ude uden hende, men tanken sidder altid i baghovedet. Da hun var helt lille var jeg faktisk reelt bange for, at jeg ville glemme hende, fordi jeg jo ikke var vant til, at hun var der. Det ved jeg selvfølgelig godt ikke sker. Men det er utrolig så mange bekymringer man kan have over et enkelt menneske. Og de bliver nok ikke mindre med tiden. Bare anderledes. 

Det siger min mor.

Nu er det jo en måned siden jeg skrev sidst og Elin er derfor – sjovt nok – blevet en måned ældre! Hun blev NI måneder i går. Hun kan nu kravle med lynets hast, kan stille sig op i sin seng og kan selv spise små hapsere!

Elin har fået skeen i hånden og skålen foran sig. 

Men det er da klart lettere at spise på denne måde!

To af Elins yndlingsaktiviteter: at stå op i sofaen og at lege med iPad'en - sammen er det endnu bedre!