I tirsdags var det syv år siden, at Emil og jeg mødte hinanden. Det syntes vi var værd at fejre, så derfor aftalte vi, at vi skulle på en typisk date: ud at spise og i biografen. Mormoderen var heldigvis villig til at passe den lille (det er ligefør jeg tror hun nød aftenen mere end Emil og jeg). Da Elin ikke er blevet passet så mange timer før (cirka fire ville det blive) ville vi være lige i nærheden, hvis hun nu savnede os for meget. Vi havde lyst til en god burger, og der ligger heldigvis en Halifax ved Trianglen, og så ligger Park Bio også tæt på os. Eftersom det var en helt normal tirsdag mente vi ikke, at det ville være nødvendigt at bestille bord til maden. Men vi skulle blive klogere...
Min mor kom kl. 17, og Elin fik tidlig aftensmad. Emil og jeg tog det pæne tøj på og begav os så udenfor helt uden barn - det er en mærkelig følelse for mig at gå rundt uden barnevognen foran mig, det er lige før jeg snubler! Vi gik forbi en fra vores opgang, som kom med den sjove replik: "Har I glemt barnet?"
Og så var det, da vi nåede Østerbrogade, at sandheden ramte os, Hvorfor var der så mange mennesker på gaden? På en helt almindelig tirsdag! Jo længere vi nåede hen ad gangen og jo flere rød/hvide trøjer vi så, jo mere gik det op for os, at en helt almindelig tirsdag var det nok alligevel ikke. Nu er ingen af os de store fodboldfans, så derfor kan sådan noget som en landskamp sagtens gå vores næse forbi os (vi kunne dog godt huske at have hørt om den, men for at finde ud at, hvem vi skulle spille mod, måtte vi lige tjekke tv-programmet...). Og det var jo ikke engang den eneste grund til de mange mennesker; det var endda også efterårsferie! Indgangen til Halifax var propfyldt med mennesker, så det kunne vi godt skyde en hvid pil efter. Og det samme med alle andre restauranter i nærheden (bortset fra en italiensk, som godt nok havde plads, men som kun serverede en tre-retters (fodbold-)menu til den nette sum af 399 kr.). Så vi endte med at sidde på en café på Østerfælled Plads. Udenfor. Ikke ligefrem godt for min forkølelse. Vi skyndte os at spise vores burgers og gik derefter ind i biografen og få noget varmt at drikke. Og så købte vi lakridser og så film, og det var rigtig hyggeligt. Og vi snakkede faktisk om andet end Elin!
Som Emil siger, så er det bedste ved at være ude: at komme hjem igen. Normalt er jeg ikke enig, men lige den dag må jeg give mit samtykke. Da vi åbnede døren, sad Elin hos sin mormor og læste/spiste en bog, og så kiggede hun op, da hun hørte døren lukke. Og så fik vi det største smil, vi længe har set. Sådan et smil, der smelter hjertet og varmer helt fra tæerne til hårrødderne. Og som gør mig helt rørt, bare jeg sidder nu og skriver om det. Elin og mormor havde hygget sig, men hun ved alligevel godt, hvem der er mor og far.
Så på trods af en lidt kold fornøjelse/skuffelse over middagen, så blev det en god aften, som blev endnu bedre, da vi kom hjem.
Emil er i dag taget afsted på lejrskole og kommer hjem torsdag. Det bliver spændende, hvordan Elin reagerer, både på at han er væk, men også når han kommer hjem.
Kærlig hilsen Tine
Her spiser hun helt selv et stykke banan af en "dims", hvor man lægger frugten/grøntsagen i et net og låser, så hun ikke kan få noget galt i halsen, men kan sutte saften/mosen ud af nettet (jeg syntes det virkede var ret ulækkert inden jeg fødte, men det er altså smart!)
Elin er færdig med at spise sin havregrød og er gået over til disciplinen at slå i bordet, som hun mestrer til perfektion
Elin kan nu sidde selv! Det er dog endnu ikke særlig stabilt. Men der går nok ikke længe.
Elin har smidt sit legetøj på gulvet for femogtredivte gang og venter nu pænt på, at mor eller far samler det op. Igen. Hun ser meget artig ud, og det kan da ikke være med vilje, at legetøjet falder ned?
