Larm kan vi vist godt alle blive enige
om, at vi ikke bryder os om. F.eks, når naboen holder fest til
klokken fem om morgenen. Eller når der er vejarbejde foran haven en
dejlig sommerdag. Men efter at have fået en baby, som jo også skal
sove om dagen, er begrebet ”larm” blevet et helt andet. Lyde, som
jeg før Elin eksisterede slet ikke tænkte over, kan nu få det til
at løbe mig koldt ned ad ryggen, mens jeg nervøst spejder ned i
barnevognen/sengen.
Hjemme i lejligheden havde jeg en
formiddag ENDELIG fået Elin til at sove. Og så ringer nogen på
dørtelefonen. Og Elin vågner. Jeg bandede den stakkels avismand
langt væk (uden for hans hørevidde, bevares). Jeg glemmer nu ikke
længere, at slå dørtelefonen fra, når hun sover (hov, jeg havde
faktisk glemt det nu... Ammehjerne?).
Hver onsdag får vi fejet og vasket
trapper. Og det er jo dejligt. Hvis ikke det var fordi trappevaskene
nærmest ”slår” kosten ind i siderne på trappen for hvert trin
(du kender lyden, hvis du nogensinde har fejet/støvsuget trapper).
Jeg kan simpelthen ikke sidde stille, når de kommer til trapperne
ved vores etage, men tripper nervøst rundt i lejligheden, klør mig
i håret og åbner døren på klem til soveværelset for at se, om
Elin vågner af det.
Vi har fået en Nespresso-maskine! Det
er helt fantastisk, for den ”latte” man kan lave på den, smager
(næsten) lige så godt som på caféerne! Når man brygger kaffe,
mens Elin er vågen laver den sjovt nok næsten ingen lyd. Men i det
øjeblik hun falder i søvn og jeg vil tage mig en velfortjent kop
kaffe, ja så larmer den jo nærmest som om de var ved at bore hele
vores gård op. Og ja, det ER nødvendigt med den kop kaffe! (Hun er
heldigvis ikke vågnet af det. Endnu...)
Vi går tur hver dag, og der er masser
at se på her på Østerbro, når man er sådan en lille en som Elin.
Hun synes det er meget spændende at se på mennesker, dyr og hvad
der ellers befinder sig på gader og i butikker. Så hun er tit
vågen, når vi er ude. Men barnevognen er nu også god at putte sig
i, når man skal ha en lur. Og så er det, at de spændende lyde
pludselig bliver til larm: man går i sine egne tanker ned ad
Randersgade og pludselig runger kirkeklokkerne! Jeg bliver stiv som
en statue og prøver at holde mig lidt for ørerne, selvom jeg godt
er klar over, at mine ører ikke er Elins ører. Hvorfor, HVORFOR?,
skal kirkeklokkerne ringe hver time? Hvem er det, der har gavn
af det? Ingen, som har brug for at vide, hvad klokken er, går rundt
uden ur eller mobiltelefon, men tænker i stedet: ”gad vide,
hvad klokken er! Nå, jeg venter lige til kirkeklokkerne ringer”.
Børn. Larmer. Vi bor ud til en vej,
hvorpå der ligger tre skoler. Dvs, at der næsten altid er børn,
som har frikvarter eller lige har fået fri. Og afhængig af alderen
er larmen forskellig. De små børn løber og råber til hinanden. De
lidt større råber lidt højere, dribler med bolde (og cykler rundt
på fortovet, så der ikke er plads til barnevognen) og de største
råber temmelig højt (og står og ryger). Jeg går enten meget
hurtigt forbi dem eller skynder mig over på den anden side af gaden.
Jeg får lyst til at råbe, at de skal være stille. Men det ville
Elin nok vågne af..
Én god ting ved det kolde vejr er, at
den berygtede isbil er forsvundet (næsten) fra gaderne. Det er fint,
at den ringer med klokken, så man kan høre, at den er der. Men –
helt ærligt – behøver den at ringe når den er lige ved siden
af barnevognen? Jeg mener, han kunne da lige vente et par meter!
Jeg forstår simpelthen ikke, at folk
ikke tænker mere over det, når der kommer en barnevogn forbi. De
burde gå stille og roligt og tale lavt, når de var inden for en
radius af mindst fem meter. Og gå ud på vejen, så man kunne være
på fortovet. Det er da det mindste man kan forlange! Folk kan da
ikke selv have børn/søskende, når tillader sig at snakke højt
midt på gaden midt om dagen.
Ved nærmere eftertanke ville der måske blive temmelig stille på Østerbro, eftersom der er mindst en barnevogn
per fem kvadratmeter... Åh, hvilken luksus!
Elin har lært at klappe! Og nu gør hun det hele tiden. Det er nu også meget rart med en applaus efter man f.eks. har lavet mad til hende eller sunget en sang.

Elin er gået i stå midt i kravle-træningen. Der kom en hjemmesko med snører i vejen.