Sukkerbelastning

Når man er disponeret for sukkersyge, skal man under sin graviditet undersøges for graviditetsbetinget sukkersyge. Det skulle jeg, da jeg var gravid med Elin (se evt. blog-indlægget fra dengang) og det skulle jeg også i denne graviditet. Sidste gang var jeg temmelig nervøs for den sukkeropløsning jeg skulle drikke; om den var alt for sød og vammel til, at jeg kunne få den ned. Hvilket jeg blev overrasket over, at den ikke var. Så denne gang var det kun udsigten til ikke at måtte spise/drikke i ti timer, som gjorde mig en smule nervøs.

Jeg blev klogere!

Jeg ved ikke, om der er kommet nye procedurer, eller om det er fordi jeg nu er tilknyttet Herlev Hospital i stedet for Rigshospitalet. Men. Jeg sidder i et lille lokale fyldt med andre gravide kvinder og mænd (mændene var selvfølgelig ikke gravide, selvom nogle af dem havde en fin lille topmave. Og hvorfor skal de mænd egentlig med til sådan en undersøgelse? Altså, de kan jo ikke fjerne ubehaget ved at drikke sukkervandet og så sidder de der og spiser og drikker lige foran os - det gør man bare ikke mod en fastende, gravid kvinde!). Nå, men så kommer der en mand i hvid kittel og råber os alle op. Derefter får vi alle udleveret en lille flaske sukkervand – og vi kan endda selv vælge, om det skal være med appelsin-, citron- eller æblesmag! Manden i den hvide kittel bliver stående til vi alle har drukket op. Det føles efterhånden som en skolestue, når man sådan bliver overvåget! Da jeg satte flasken til munden føltes det dog øjeblikkeligt mere som en episode af Robinson-ekspeditionen (du ved, den hvor de skal spise forskellige ulækre ting, og den sidste/den der giver op får en ekstra stemme på sig i Ø-rådet). Det smagte simpelthen så forfærdeligt, så jeg næsten ikke kan beskrive det og så var konsistensen også bare helt ved siden af. Forestil dig den værste smag du kan og så forestil dig den i flydende form, så den selvfølgelig rammer alle smagsløg. Det kan fx være blendet lever med ansjoser (ja undskyld, hvis du sidder lige midt i frokosten). Nå, men der sad jeg så og drak de 200 mililiter mini-tår for mini-tår, mens manden i den hvide kittel holdt øje med alle og inspicerede de tomme flasker, man skulle aflevere til ham (”hov, du skal lige drikke den sidste tår”). Og jeg må desværre indrømme, at jeg nok var røget ud af Robinson, for jeg var den sidste, der pænt afleverede flasken (læs: fik den hevet ud af hånden).

Derefter gik det dog fint, jeg sad med de andre maver på gangen og så film på min mobil og sms'ede med diverse mennesker. Hvad gjorde gravide dog før mobilens tid? Læste en bog, siger du? Nårh, sådan en med en masse bogstaver på iPaden? Mit blodsukker var heldigvis fint.

 

"Selfie" af Elin og hunden Pedro. Læg mærke til kærligheden i deres øjne (hmm.. måske er det nærmere frygt i Pedros...)

 Elins yndlingsbeskæftigelse: at gemme sig og derefter sige "bøøøh"! (hvis hun ikke kan se os, kan vi jo heller ikke se hende!)

Status:

Mikro: 30 uger