Elin har for
første gang set vilde dyr på (næsten) tæt hold. Vi var den første efterårsdag
en tur i zoologisk have med hendes farmor, farfar, farbror og tante. Vejret var
lidt gråt og køligt, men det var egentlig meget fint, for så var der ikke så
mange mennesker. Det regnede lidt en halv times tid, men så var det smart, at
der var kage med hjemmefra, som vi kunne sidde og nyde under et halvtag, mens
vi kiggede på zebraer, næsehorn og giraffer (de sidstnævnte var endda i gang
med at (prøve at) parre sig - godt, at vi ikke skulle tage stilling til, om
Elin måtte se det...).
Elin syntes, at
det var så spændende, at hun faktisk ikke rigtig gad at ligge i barnevognen, så
hun sad på armen det meste af tiden - dejligt at der var mange arme at sidde på,
for hun er altså ikke noget nips længere, den lille dame!
Det er længe
siden jeg har været i zoo., og sidste gang var det vist mest for at købe de
flotte plakater med gamle reklamer for haven. Man ser pludselig dyrene på en
lidt anden måde, når man er blevet mor. Måske er man på en eller anden måde
kommet tættere på naturen? Nå, men i hvert fald stod jeg og studerede aberne
(kan ikke huske, hvad de hedder, men dem der med de røde numser, som er udenfor
på en slags klippevæg). Jeg plejer bare at grine lidt af de røde bagdele (hmm..
måske mere, da jeg var barn), men nu så jeg dem fra en anden side; der sad en
abe-mor og ammede (hedder det det, når det er dyr?) sin unge, mens hun pillede
i dens pels. Og det synes man jo umiddelbart er ulækkert, sådan at sidde og
rode i en andens pels. Men så kom jeg til at tænke på, når Elin spiser hos mig.
Vi er godt nok lidt mere civiliserede end aberne: vi sidder i en sofa og begge
med tøj på. Vores "siddepuder" er samme farve, som resten af vores kroppe (Elin har dog en lidt rød numse ind imellem, men ikke nær i samme omfang som de kære aber). Nå, men ind imellem, når Elin ligger og spiser, så har jeg tid til at kigge rigtigt på hende. Og så er det, at jeg finder noget fnuller i øret, lakrids mellem fingrene, søvn i øjenkrogene osv. Og så fjerner jeg det da! Så da jeg så abemoderen sidde med ungen og "nette" den, kom jeg til at tænke på, at forholdet mellem en moder og hendes barn nok ikke er noget, vi mennesker har skabt. Det er helt naturligt! Tænk bare på de lidt mere vilde dyr, hvordan mødrene kan blive, hvis nogen skulle komme mellem hende og hendes afkom - der kan komme til at rulle hoveder! Uanset hvor egnet man er til at passe sit barn, vil man mene, at man er den bedste til det og vil gøre alt for at få lov til det (her tænker jeg specielt på De Unge Mødre, som ofte får tvangsfjernet børnene).
Meget interessant tanke, synes jeg. Og næste gang jeg er i zoo. og ser aberne eller andre dyr, der soignerer deres unger, vil jeg blinke til dem og tænke: "jeg ved præcis, hvordan du har det".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar