Jeg vil stræbe efter at skrive ét indlæg om ugen (jeg tror ikke, at lille Elin vil give mig lov til at skrive flere..). Nogle af dem vil beskrive, hvad vi laver i løbet af en dag, lidt á la "min dag i billeder", som nogle af jer måske husker. Da der ikke er to dage, som er ens, vil der komme flere af disse indlæg.
Nå, men herhjemme betragtes tiden efter femte april som "år 0", da det er starten på et helt nyt liv (både i bogstavelig forstand med et nyt menneske og så selvfølgelig for os som forældre).
Hvis I har nogle forslag eller ønsker til, hvad jeg skal skrive om, så sig endelig til!
Lidt om min fødsel, for jer, som ikke har hørt om den: (ja, du behøver altså ikke læse den for min skyld, men det er vist en slags terapi at få skrevet den ned).
Onsdag 3. april skulle jeg til almindeligt tjek hos jordemoderen. Dagen før havde jeg gjort hovedrent og denne dag bagte jeg pizzasnegle og kanelsnegle til fryseren (der er altså noget om, at kroppen ved, at fødslen er forestående). Jeg cyklede derhen og solen skinnede. Jeg fik målt mit blodtryk, som var for højt (162/96). Det kan være et tegn på begyndende svangerskabsforgiftning, hvilket er meget farligt, da det i værste fald kan resultere i multiorgansvigt, og derfor skal man undersøges yderligere. Jeg cyklede (ja!) til Rigshospitalet, hvor jeg fik taget blodprøver, målt blodtryk og de kørte en CTG (som måler veer og barnets puls). Mit blodtryk var stadig for højt, men ellers var alt fint. Vi kom ind til en lægesamtale, og lægen forklarede, at når man har højt blodtryk efter 38. svangerskabsuge bliver man sat medicinsk i gang med fødslen! Det kom som et chok, men vi ville selvfølgelig gøre, som de professionelle foreslog. Jeg fik derfor en "modningspille" (oxytocin) og blev indlagt, så de fortsat kunne observere mit blodtryk.
Torsdag 4. april fik jeg om morgenen igen kørt CTG og målt blodtryk. Blodtrykket var for højt, men stabilt. Jeg var i følge CTG'en begyndt at have veer med syv minutters mellemrum (jeg kunne kun meget svagt mærke dem). Jeg fik derfor endnu en pille (det meget udskældte misoprostol/"Cytotec") og jeg skulle selv tage endnu en om eftermiddagen. I alt altså tre piller. I løbet af eftermiddagen begyndte jeg at kunne mærke veerne lidt mere, men de gjorde stadig ikke ondt. Om aftenen skulle jeg igen have kørt en CTG. Der var nu to minutter mellem veerne, men jordemoderen mente ikke, at de var effektive, når jeg stadig kunne smile imens (øv...). Dog mente lægen ikke, at jeg skulle have en pille mere, da de var bange for, at jeg ville få "vestorm". Det takkede jeg for, selvom deres forslag så var, at jeg skulle have et lavement for at sætte rigtigt gang i fødslen. Hvis nogle af jer har prøvet det, så vil I vide, at de ti minutter man skal "holde væsken inde" er noget nær de ti mest ubehagelige minutter i ens liv... Jeg vil skåne jer for yderligere forklaringer. Herefter fik jeg besked på at gå en tur, så min mor og jeg vadede rundt uden for Riget. Timerne gik og det begyndte at gøre lidt mere ondt, men jeg tror stadig ikke det kunne sammenlignes med slemme menstruationssmerter (dem har jeg dog heldigvis aldrig haft).
Ved 22-tiden ville jeg gå i seng og havde lige skiftet til hospitalstøj, da mit vand pludselig gik. Jeg var ikke i tvivl. Elin må have ligget i en form for svømmehal med den mængde. Jeg ringede efter jordemoderen, som kunne fortælle mig, at jeg var sølle én cm åben og at jeg skulle have et vedrop, hvis mine veer ikke gik i gang af sig selv (altså de rigtige veer). Det har jeg hørt meget (dårligt) om, og frygtede derfor dette lidt. Det behøvede jeg dog ikke, da veerne begyndte at tage til i styrke.
Fredag 5. april omkring midnat begyndte de at gøre rigtig ondt, og jeg måtte ligge helt stille i sengen og ikke sige noget, hver gang de kom. Jordemoderen mente dog ikke, at de var "slemme" nok, da de først "virkede", når jeg var helt nede at bide i madrassen eller havde lyst til at hoppe ud af vinduet. Ja tak, men nu har vi altså forskellige måder at håndtere smerte på (og jeg havde hverken lyst til at bide i en madras fyldt med fostervand eller brække alle knogler i min krop)! Emil fik besked på at prøve at få lidt søvn i et andet lokale og jeg skulle også prøve at slappe lidt af. Ha! Morsomhed uden lige. Jeg kunne ikke længere ligge stille, når der kom en ve, men måtte ud på gulvet og bevæge mig. Av for sa**an skulle jeg hilse at sige. Jordemoderen forklarede, at jeg nu var to cm åben, men at jeg godt kunne komme ned på fødegangen "for jeg skulle jo alligevel derned på et tidspunkt"... Vi GIK derned og den tur husker jeg ikke rigtig så meget fra.
Da vi kom derned fik jeg en ny jordemoder. Hun ville lige mærke på mig, og fortalte så, at jeg nu var syv-otte cm åben! Det var sket på cirka 25 minutter! Jeg kunne derfor ikke få andet smertestillende end lattergas, hvilket tog toppen af smerterne (i starten), til gengæld var jeg rimelig omtåget mellem veerne og tror jeg sov lidt og vist også sagde nogle mærkelige ting...
Nå, men efter cirka tre og en halv time på fødestuen fik jeg min lille datter op på brystet og herefter var "det hele" ovre, hvilket var meget surrealistisk. Vi gik fra "kom så Tine, gisp, pres" til "nå, men dejligt vejr, vil I ha en kop the" på en halv time.
Til jer, som HAR født og ikke syntes, at det gjorde særlig ondt, vil jeg bare lige sige et par ord:
1) Du må lide af en form for selektiv amnesi (ellers havde ingen vel heller fået flere børn).
2) Hold din mund
3) Har du lyst til at få en udvidelsesve, bare én, sådan for sjov skyld? Nej vel. P.S. Jeg har IKKE en lav smertetærskel. Nå.
Og til jer (gravide), som endnu ikke har født: du skal nok klare det, det gør faktisk ikke ret ondt. Bare rolig. Det var kun for sjov.
TAK, hvis du læste med så langt! :-) Så har du fortjent et par billeder af lille Elin:
En meget træt Elin.JPG)
.JPG)
Kærlige hilsner Tine og Elin (som bliver syv uger på fredag)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar