mandag den 11. februar 2013

Tæer og øvelser

Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvor smarte tæer er, før nu. Indtil da har de været meget gode at have, fordi det er lettere at holde balancen med dem. Og man kan komme neglelak på deres negle. Til gengæld er de genstand for meget "mobberi", hvis andre synes, at ens tæer ser lidt anderledes ud (f.eks. at tå nr. to, talt fra storetåen, er længere end storetåen. Hvilket jeg skulle hilse og sige faktisk er det mest normale. Nå.). Mine tæer været udsat for meget drilleri gennem livet, især fra mine to små brødre (skam jer!).

Nå, men nu er det slut for mine tæer med at gemme sig under to lag sokker og hjemmesko for at undgå skammen ved at vise sig, både privat og offentligt (måske beholder jeg dog skoene på udenfor nogle måneder endnu). Jeg har fundet ud af, hvilket stort aktiv de er for en højgravid kvinde! De er simpelthen så smarte, når man efterhånden føler det som en af hverdagens største udfordringer at skulle samle noget op, når man taber det på gulvet - der er faktisk utrolig langt derned! Men her kommer tæerne mig til undsætning, de kan jo også gribe fat om ting, det har jeg ikke tænkt på før! Det er virkelig smart, og så befinder de sig jo allerede på højde med det, som man har tabt.

For at forklare andre, som ikke har prøvet at bære rundt på et barn i maven, eller måske lige har glemt, hvordan det er, følger her nogle øvelser, som jeg synes alle burde prøve (jeg brokker mig ikke, men forklarer bare realiteterne ved at rende rundt med en stor mave).

Ved alle forsøg skal der under blusen bæres en stor bold, f.eks. fodbold, basket ball eller lignende. Du kan også prøve med en godt oppustet ballon, selvom tyngden så ikke kan fornemmes.

Øvelse nr. 1: smid et lille stykke papir el. lign. på gulvet. Forsøg herefter at samle det op med fingrene ved at bøje dig forover. Hvis dette ikke lykkes kan du prøve med tæerne, eller ved at bøje dig i knæ. Du skal selv kunne komme op i stående stilling igen.

Øvelse nr. 2: sæt dig på en stol og tag strømper på. Tag herefter sko på. Hvis du klarer begge ting på under fem minutter er bolden under blusen ikke stor nok.

Øvelse nr. 3: stå oprejst og lav en bevægelse, som hvis du skulle tørre dine fødder grundigt efter et bad (denne øvelse kan af gode grunde ikke udføres i forbindelse med badet af ikke-gravide, med mindre du limer bolden fast til maven. Dette vil jeg fraråde at gøre.)

Øvese nr. 4: sæt dig i sofaen og læn dig godt tilbage. Prøv herefter at læne dig frem for at tage et glas fra sofabordet. Ret dig op, drik af det og sæt det tilbage igen.

Øvelse nr. 5: rejs dig op fra sofaen. Uden hjælp!


Sådan ser min mave ud nu. Jeg har desværre intet før-billede, men jeg tør godt vove den påstand, at den var noget fladere for syv måneder siden.










2 kommentarer:

  1. Det er faktisk rigtig god træning for tæerne - anbefales af yogalærere, så klø du bare på Tine :-)

    SvarSlet
  2. Det er godt at vide! Nu starter jeg snart på hækleriet igen - hvis jeg kan huske, hvordan man gør.. :-)

    SvarSlet