mandag den 11. marts 2013

Nemesis

Undskyld til mine trofaste, ærede læsere for, at jeg ikke har skrevet et indlæg i en uge! Her er grunden til dette, baseret på ægte oldtidsvidenskab:

Hybris: Sidste mandag "blærede" jeg mig med, at jeg er gået gennem vinteren uden den mindste smule forkølelse eller influenza, som ellers lagde alle andre ned, nogle op til flere gange.

Nemesis: Onsdag vågnede jeg med feber og stoppet næse, og måtte resten af ugen sande, at jeg ikke duede til meget andet end at ligge på sofaen og fylde hver kvadratmeter af sofabordet med brugte lommetørklæder og thekopper.

Endnu mere Nemesis: Der var INTET at se i fjernsynet. Med mindre man selvfølgelig synes, at indslag om en mand, der samler på kuglepenne er interessant. Eller andre ting i samme dur. Det synes jeg ikke.

Heldigvis har jeg fået en masse gode bøger i julegave, som jeg nu er ved at være nået igennem. Men jeg regner heller ikke ligefrem med, at jeg kommer til at åbne en bog resten af barslen, når vi først er forbi 9. april. Andre end "Din mor-manual", "Politikens bog om barnets sygdomme" osv.

Snottet har stadig ikke sluppet sit tag i min stakkels næse, men i dag nægtede jeg at lægge mig på sofaen. Jeg gik derfor i gang med hovedrengøring af køkkenet (med "et par" hvile- og spisepauser indlagt - for den lilles skyld, naturligvis). Men vi har nu et fuldstændig skinnende køkken! Selv fryseren fik jeg afrimet, med temmelig meget besvær godt nok. Min far må være stolt (undskyld, mor). Det er faktisk så rent, at man vil kunne spise mad af væggene. Selvom det selvfølgelig vil være en smule besværligt, eftersom de er vertikale. Som de fleste vægge jo er.


Der skal jo dufte i sådan et ny-rengjort køkken, så jeg fik lige lavet en omgang müsli. Den er virkelig god, hvis jeg selv skal sige det! :-)

Jeg overvejer lidt, om jeg skulle lave en afstikker til denne side med alle mine opskrifter! (HA, som om jeg har tid til det...)

1 kommentar:

  1. Ahm - ser spændende ud, så jeg synes helt lart at du skal lave links til dine opskrifter - hehe

    SvarSlet