Barselsliv: Tandlægebesøg

Det var en dejlig dag, hvor solen skinnede og himlen var blå, træernes smukke, røde blade faldt stille mod jorden og den eneste lyd, man hørte, var fuglenes kvidren. Jeg havde afleveret Elin i vuggestuen og ville lige tømme postkassen, inden jeg satte mig for at nyde kaffe og morgenmad. Der var intet ildevarslende ved denne dag.

Jeg tog min røde nøgle og drejede den om i postkassen, der var fyldt med reklamer som altid. Jeg stod stadig ude ved vejen, da jeg hurtigt bladrede igennem bunken af uimodståelige tilbud om alt fra plæneklippere til parfume, og så fangede mine øjne pludselig noget. Et lille kort, som fik det til at løbe koldt ned ad min ryg og pludselig samlede de tunge, grå skyer sig over mit hoved. Jeg skuttede mig, trak kraven op om halsen, og mens jeg forsigtigt så mig tilbage over skuldrene og havde fornemmelsen af øjne, som fulgte mig fra mørket af carporte og mørklagte huse, skyndte jeg mig at låse mig indenfor og satte mig tungt ved spisebordet. Jeg sorterede posten og der så jeg kortet igen. Det var ikke et synsbedrag. De havde fundet mig. Der var intet at gøre. Med rystende hænder og bankende hjerte, vendte jeg forsigtigt kortet og læste:

”Kære Elin, det er blevet tid til dit 1½ års tandlægebesøg.

Ring venligst og aftal en tid.

Mvh. Tandplejen, Rødovre”

Jeg nåede lige at ånde lettet op over, at det ikke var til mig selv, det lille kort med billedet af tandbørsten var adresseret, da min næste frygt dukkede op. Elin. Hos. Tandlægen. En pige på halvandet år, hvis største udfordring er at sidde stille i mere end to minutter, med mindre der er mad foran hende. Hvad i alverden havde de tænkt sig?

Nå, men jeg ringede og aftalte en tid (hvilket ikke var helt nemt, da det ikke måtte være i Elins middagslur, som ligger et sted mellem 11.30 og 14.30) og da dagen oprandt, cyklede vi frejdige afsted (mest Elin, som endnu ikke vidste, hvad der ventede hende). Hos tandlægen var der masser af legetøj, så det var intet problem at blive underholdt (det var dog lidt af et problem, at Elin ikke syntes, at de andre børn måtte lege med de ting, som hun havde leget med. Hvilket var det meste). Inde hos tandlægen skulle jeg sidde med Elin, som fik lov at børste tænder på en fisk med gebis (?) og derefter måtte jeg agere spændetrøje – heldigvis kun i de tredive sekunder, som det tog tandlægen at kigge på og tælle Elins tolv tænder. Og de var helt fine! Bagefter fik Elin en ny tandbørste, tandpasta og et klistermærke og så var alt glemt (dog ikke for moderen, som lige havde fået den oplysning, at hendes datter snart ville få FIRE nye kindtænder. Farvel søvn!). Vi kunne tage hjem og hun skal først derhen igen, når hun er tre år. Og så er der bare tilbage at håbe på, at det næste kort med billede af en tandbørste er til Emil. Eller Pedro.