Tandlægebesøg

Det var en dejlig dag, hvor solen skinnede og himlen var blå, træernes smukke, røde blade faldt stille mod jorden og den eneste lyd, man hørte, var fuglenes kvidren. Jeg havde afleveret Elin i vuggestuen og ville lige tømme postkassen, inden jeg satte mig for at nyde kaffe og morgenmad. Der var intet ildevarslende ved denne dag.

Jeg tog min røde nøgle og drejede den om i postkassen, der var fyldt med reklamer som altid. Jeg stod stadig ude ved vejen, da jeg hurtigt bladrede igennem bunken af uimodståelige tilbud om alt fra plæneklippere til parfume, og så fangede mine øjne pludselig noget. Et lille kort, som fik det til at løbe koldt ned ad min ryg og pludselig samlede de tunge, grå skyer sig over mit hoved. Jeg skuttede mig, trak kraven op om halsen, og mens jeg forsigtigt så mig tilbage over skuldrene og havde fornemmelsen af øjne, som fulgte mig fra mørket af carporte og mørklagte huse, skyndte jeg mig at låse mig indenfor og satte mig tungt ved spisebordet. Jeg sorterede posten og der så jeg kortet igen. Det var ikke et synsbedrag. De havde fundet mig. Der var intet at gøre. Med rystende hænder og bankende hjerte, vendte jeg forsigtigt kortet og læste:

                      ”Kære Elin, det er blevet tid til dit 1½ års tandlægebesøg.

                       Ring venligst og aftal en tid.

                       Mvh. Tandplejen, Rødovre”

Jeg nåede lige at ånde lettet op over, at det ikke var til mig selv, det lille kort med billedet af tandbørsten var adresseret, da min næste frygt dukkede op. Elin. Hos. Tandlægen. En pige på halvandet år, hvis største udfordring er at sidde stille i mere end to minutter, med mindre der er mad foran hende. Hvad i alverden havde de tænkt sig?

Nå, men jeg ringede og aftalte en tid (hvilket ikke var helt nemt, da det ikke måtte være i Elins middagslur, som ligger et sted mellem 11.30 og 14.30) og da dagen oprandt, cyklede vi frejdige afsted (mest Elin, som endnu ikke vidste, hvad der ventede hende). Hos tandlægen var der masser af legetøj, så det var intet problem at blive underholdt (det var dog lidt af et problem, at Elin ikke syntes, at de andre børn måtte lege med de ting, som hun havde leget med. Hvilket var det meste). Inde hos tandlægen skulle jeg sidde med Elin, som fik lov at børste tænder på en fisk med gebis (?) og derefter måtte jeg agere spændetrøje – heldigvis kun i de tredive sekunder, som det tog tandlægen at kigge på og tælle Elins tolv tænder. Og de var helt fine! Bagefter fik Elin en ny tandbørste, tandpasta og et klistermærke og så var alt glemt (dog ikke for moderen, som lige havde fået den oplysning, at hendes datter snart ville få FIRE nye kindtænder. Farvel søvn!). Vi kunne tage hjem og hun skal først derhen igen, når hun er tre år. Og så er der bare tilbage at håbe på, at det næste kort med billede af en tandbørste er til Emil. Eller Pedro.

DJ Elin. Der var ingen lyd i klaveret, heller ikke i høretelefonerne, men det er da lige meget, når man ser SÅ sej ud!

Elin på vej hjem fra vuggestuen. Fik heldigvis overtalt hende til ikke at tage motorcyklen hele vejen hjem...

Status:

Mikro: 33 uger i maven. 7 uger tilbage!

Sukkerbelastning

Når man er disponeret for sukkersyge, skal man under sin graviditet undersøges for graviditetsbetinget sukkersyge. Det skulle jeg, da jeg var gravid med Elin (se evt. blog-indlægget fra dengang) og det skulle jeg også i denne graviditet. Sidste gang var jeg temmelig nervøs for den sukkeropløsning jeg skulle drikke; om den var alt for sød og vammel til, at jeg kunne få den ned. Hvilket jeg blev overrasket over, at den ikke var. Så denne gang var det kun udsigten til ikke at måtte spise/drikke i ti timer, som gjorde mig en smule nervøs.

Jeg blev klogere!

Jeg ved ikke, om der er kommet nye procedurer, eller om det er fordi jeg nu er tilknyttet Herlev Hospital i stedet for Rigshospitalet. Men. Jeg sidder i et lille lokale fyldt med andre gravide kvinder og mænd (mændene var selvfølgelig ikke gravide, selvom nogle af dem havde en fin lille topmave. Og hvorfor skal de mænd egentlig med til sådan en undersøgelse? Altså, de kan jo ikke fjerne ubehaget ved at drikke sukkervandet og så sidder de der og spiser og drikker lige foran os - det gør man bare ikke mod en fastende, gravid kvinde!). Nå, men så kommer der en mand i hvid kittel og råber os alle op. Derefter får vi alle udleveret en lille flaske sukkervand – og vi kan endda selv vælge, om det skal være med appelsin-, citron- eller æblesmag! Manden i den hvide kittel bliver stående til vi alle har drukket op. Det føles efterhånden som en skolestue, når man sådan bliver overvåget! Da jeg satte flasken til munden føltes det dog øjeblikkeligt mere som en episode af Robinson-ekspeditionen (du ved, den hvor de skal spise forskellige ulækre ting, og den sidste/den der giver op får en ekstra stemme på sig i Ø-rådet). Det smagte simpelthen så forfærdeligt, så jeg næsten ikke kan beskrive det og så var konsistensen også bare helt ved siden af. Forestil dig den værste smag du kan og så forestil dig den i flydende form, så den selvfølgelig rammer alle smagsløg. Det kan fx være blendet lever med ansjoser (ja undskyld, hvis du sidder lige midt i frokosten). Nå, men der sad jeg så og drak de 200 mililiter mini-tår for mini-tår, mens manden i den hvide kittel holdt øje med alle og inspicerede de tomme flasker, man skulle aflevere til ham (”hov, du skal lige drikke den sidste tår”). Og jeg må desværre indrømme, at jeg nok var røget ud af Robinson, for jeg var den sidste, der pænt afleverede flasken (læs: fik den hevet ud af hånden).

Derefter gik det dog fint, jeg sad med de andre maver på gangen og så film på min mobil og sms'ede med diverse mennesker. Hvad gjorde gravide dog før mobilens tid? Læste en bog, siger du? Nårh, sådan en med en masse bogstaver på iPaden? Mit blodsukker var heldigvis fint.

 

"Selfie" af Elin og hunden Pedro. Læg mærke til kærligheden i deres øjne (hmm.. måske er det nærmere frygt i Pedros...)

 Elins yndlingsbeskæftigelse: at gemme sig og derefter sige "bøøøh"! (hvis hun ikke kan se os, kan vi jo heller ikke se hende!)

Status:

Mikro: 30 uger

Oops...

...I did it again.. Som den opmærksomme læser nok har bemærket, så skrev jeg i mit sidste indlæg, inden jeg startede på arbejde igen, at det kunne være jeg ville skrive på bloggen igen om et par år, når jeg skulle på barsel igen. Så længe skulle der dog ikke gå... Jeg startede på arbejde 24. februar i år og jeg gik fra på barsel (dvs, jeg starter lige med at afholde restferie på fire uger, ligesom sidst) igen i fredags, den 3. oktober. Der gik lidt altså lidt over syv måneder. Men hvem gider også det der arbejde!

Livet nu er en del anderledes end sidste gang jeg gik på barsel.
Den største forskel er selvfølgelig, at jeg har Elin. Der er altså ikke noget, der hedder at blive liggende i sengen og sove videre, når Emil tager afsted på arbejde. Elin kommer stadig i vuggestue nogle dage; jeg har jo mine lister med ting, der skal nås inden hun bliver storesøster.
Og så er vi jo flyttet i hus i Rødovre, nærmere bestemt Islev. Her er virkelig hyggeligt, man hilser på hinanden på vejen og i bussen - og så tog jeg mig selv i i går, at spørge postbudet, da jeg så ham komme kørende, om han havde noget til 19B - så er man altså på landet!

Nå, denne gang hører jeg til Herlev Hospital. Der er jeg selv født, så jeg synes på en eller anden måde, at jeg afslutter cirklen eller sådan noget. Hvis jeg føder helt normalt, får vi lov at blive der cirka tre timer efter fødslen og så er det hjem! Sidste gang kunne jeg næsten ikke få lov at tage hjem to dage efter, så det er egentlig meget rart.

Det bliver sjovt at se, hvordan Elin reagerer på at blive storesøster! Hun er meget omsorgsfuld: hun har fået en dukkevogn, hvor hun putter sin bamse, Hr. Snip (kan den hedde andet, når den holder en "snip" i hånden og er lyserød?), med dyne, sut og et kys og går tur med den i stuen. Jeg er faktisk ikke sikker på, at lillebror/-søster overhovedet behøver mig til andet end maden (men den kan vel egentlig også overleve på flaske!).

Ja, vi kender jo ikke kønnet denne gang. Det er lidt underligt, men rigtig rart og spændende, synes jeg! Og så glæder jeg mig til, at jordemoderen siger "tillykke, det blev en ... ". Emil mener ikke, at jeg kan diktere, hvad hun skal sige, men hvis bare hun siger "nå, I fik en ...", så er det altså helt forkert, når jeg nu synes, at hun skal sige det andet (hvilket hun sikkert også gør).

Her er (store!) Elin, der løber rundt i legeland - og selv kravler op på rutschebanen og rutscher ned, mens hun nærmest skriger: "mere, mere" (udtalt: "mire, mire")

Og her er Elin med sine nye, bedste ven (hunden, ikke det lilla legetøj).
Og hunden Pedro med sin nye, bedste ven (det lilla legetøj, ikke Elin)







Status:
Elin: halvandet år!
Lillebror/-søster: uge 28
Termin: 30. december (jeg overvejer at lave en pulje, hvor man kan gætte på den dato, Mikro (som vi kalder babyen) kommer til verden? :-)

Velkommen tilbage til mit barselsliv!

Mvh. Tine

The Fat Baby Sings..

Jeg ved godt, at jeg ikke har så været god til at blogge efter Elin blev født. Det er nok lige dele, at jeg glemte det (ammehjerne) og at jeg hellere ville (læs: syntes, jeg burde) vaske op, tage en lur på sofaen eller gå en tur med barnevognen, mens hun sov. Hun er åbenbart ikke den store ”sover”, har jeg fundet ud af, når jeg hører om andre babyer. Altså, hun sover snildt tolv timer om natten, men om dagen bliver det sjældent mere end to timer fordelt på to lure. Jeg kunne selvfølgelig også skrive, mens hun er vågen, men det ville nok blive lidt ulæseligt, da Elin elsker at HAMRE i tasterne!

Nå, men dette bliver det sidste indlæg på bloggen – i hvert fald indtil jeg måske skal på barsel igen om et par år :-)

På mandag begynder jeg på arbejde igen, og dermed er barselslivet ovre. Det bliver virkelig mærkeligt at skulle starte på en hverdag igen, og en hverdag, som er helt anderledes, end jeg var vant til. Ikke noget med at gå hjem og smide sig på sofaen efter en hård arbejdsdag. Til gengæld går jeg forhåbentlig en glad (kravlende) datter i møde, når hun skal hentes efter en dag i vuggestuen. Og SÅ kan vi begge gå hjem og smide os på sofaen (hun kan lige så godt lære det fra starten).

Sikke mange ting, der er sket på det sidste år. For et år siden var jeg højgravid og kunne knap nok binde mine egne sko (halleluja for gummistøvler). Så kom lille bitte Elin til verden og ændrede vores liv og krævede mad hver anden time dag og nat. Hun voksede og voksede og vejer nu over ti kilo, spiser selv maden med fingrene, kravler rundt, stiller sig op og snakker løs. Hvor er det fantastisk, at man kan følge med i sådan en udvikling og opleve alting for første gang gennem hendes øjne. Lige om lidt kan hun selv gå, og før vi får set os om spørger hun, om hun må tage øl med til fest hos kæresten..!

Vi har også fået solgt vores lejlighed. Og vi gik fra at ville finde en større lejlighed i København til at ville flytte i hus med have; det er noget af en beslutning. Huset, som vi drømmer om ligger i Rødovre, så det er heldigvis ikke så langt fra København. Vi glæder os til at tilbringe sommerdage i haven (og vi nævner ikke, at det vi glæder os allermest til er at få en opvaskemaskine...).

I må have det fantastisk!

Kærlig hilsen Tine

Så lille var hun engang...
















                                               Og så stor er hun nu!

Mangler jeg noget..?

Når man føder et barn er det på et øjeblik slut med livet, som man kender

det. Ja, selvfølgelig er livet også ændret for faderen, men det er nu alligevel moderen, som barnet er afhængigt af (i hvert fald, hvis det er hendes bryster, som barnet skal leve af de første måneder). Man kan prøve at forberede sig, men det er umuligt at forestille sig, hvordan livet bliver.

Man er bogstavelig talt bundet til barnet de ni måneder, det ligger og vokser i maven. Men også når det fødes, er man bundet. Den første tid ville Elin ikke sove andre steder end i vores arme – og det er da forståeligt nok, når hun var vant til varmen om ”omsluttetheden” fra livmoderen. Det er moderen, som har den længste barsel og er hjemme om dagen, og derfor selvfølgelig hende, som er mest sammen med barnet. Man er sammen med barnet hele døgnet, for sådan et lille væsen kan jo ikke klare sig selv. Det er selvfølgelig forskelligt fra familie til familie, hvordan moderen og faderen fordeler ”pasningen” mellem sig. Hvis barnet kan drikke af en sutteflaske er faderen jo lige så god som moderen og moderen kan derfor tage væk fra hjemmet uden at det behøver at være tidsbegrænset og skal planlægges.

Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har været væk fra Elin, i hvert fald mere end en time. Første gang skulle jeg i Matas efter ammeindlæg og Elin var næsten en uge gammel. Fra jeg lukkede vores dør og til jeg åbnede den igen gik der præcis ti minutter. Og der var endda kø. Jeg havde min mobiltelefon i hånden og kiggede konstant på den, så jeg var ved at gå ind i folk og falde over ting på fortovet. Når jeg tænker over den episode nu, synes jeg selvfølgelig det var lidt noget pjat, men det føltes det jo absolut ikke som på det tidspunkt! Og sådan vil jeg sikkert også have det om et par måneder med ting, jeg gør nu. Men sådan er det, man lærer jo hen ad vejen.

Da min veninde Nanna skulle giftes i august sidste år, besluttede Emil og jeg, at han skulle blive hjemme med Elin – det ville være lidt uoverskueligt at slæbe hende med til Farum og tage hende med i kirke osv. Så jeg drog afsted en lørdag morgen og satte mig i toget. I en almindelig kupe! Eftersom barnevognen plejer at være lige så meget en del af min ”påklædning” som fx mine sko, føltes det meget mærkeligt at kunne sidde på et almindeligt sæde og ikke i ”cykelvognen” (på samme måde føles det mærkeligt og frit at tage rulletrapperne i Magasin). Og flere gange fik jeg den meget ubehagelige tanke, at jeg havde glemt Elin! Bare lige et splitsekund, for jeg vidste jo godt, at hun havde det godt hjemme hos Emil. Men det splitsekund er virkelig ubehageligt! Ikke for at sammenligne (undskyld, Elin), men man glemmer jo heller ikke at tage sko på, vel? Jeg var forresten væk i SYV timer!

Det bliver heldigvis bedre og bedre for hver gang jeg er ude uden hende, men tanken sidder altid i baghovedet. Da hun var helt lille var jeg faktisk reelt bange for, at jeg ville glemme hende, fordi jeg jo ikke var vant til, at hun var der. Det ved jeg selvfølgelig godt ikke sker. Men det er utrolig så mange bekymringer man kan have over et enkelt menneske. Og de bliver nok ikke mindre med tiden. Bare anderledes. 

Det siger min mor.

Nu er det jo en måned siden jeg skrev sidst og Elin er derfor – sjovt nok – blevet en måned ældre! Hun blev NI måneder i går. Hun kan nu kravle med lynets hast, kan stille sig op i sin seng og kan selv spise små hapsere!

Elin har fået skeen i hånden og skålen foran sig. 

Men det er da klart lettere at spise på denne måde!

To af Elins yndlingsaktiviteter: at stå op i sofaen og at lege med iPad'en - sammen er det endnu bedre!